Region lukker giftsag fra Nyborg: Forureningen er ikke en trussel

Skuffet formand for miljøaktivister. Man har ikke undersøgt grundigt nok, mener Karin Di Martini.

Region Syddanmark kommer ikke til at gå ind i sagen om forureningen fra den såkaldte Lynfrosten-grund i Nyborg.

De 50-100 tønder plantegift, de 1000 ton fenolrester og nedsivningen fra forureningen er ikke en trussel for grundvand, søer og åer eller Storebælt.

Det fastslår formanden for regionens miljøudvalg, socialdemokraten, Poul Erik Jensen. Dermed foregriber han den orientering, som Miljøudvalget i Region Syddanmark tirsdag får om forureningssagen fra Nyborg.

I slutningen af sidste måned stillede formanden for Foreningen Tjæren på Lynfrosten og andre giftgrunde i Danmark, Karin Di Martini, en række spørgsmål til regionsrådsmødet.

Og formanden for miljøudvalget henviser i et svar nu til tidligere undersøgelser, som bygherren har fået Danmarks Miljøundersøgelser til at gennemføre i 2018-2019.

- Region Syddanmark gennemgik disse undersøgelser og udførte samtidig egne beregninger, der inkluderede worst case-scenarier i forhold til, om den omfattende forurening i jord og grundvand kunne udgøre en risiko for Storebælt og Nyborg Fjord på kort og lang sigt. Lynfrosten truer ikke værdifuldt grundvand eller overfladevand, og der er heller ingen risiko for indeklimaet i de nærliggende boligområder, hedder det i svaret fra udvalgsformanden.

Kalklag i ti meters dybde

Han anerkender, at forureningen er omfattende, men henviser samtidig til, at grundvandet i kalklaget i ti meters dybde under ejendommen kun indeholder en svag eller ingen påvirkning.

- Regionen vurderede på baggrund af forureningens udbredelse, den geologiske viden og de udførte beregninger, at der ikke – selv ved fremtidige forandrede forhold – er en risiko for Storebælt og Nyborg Fjord for de stoffer, der kunne sive fra ”Lynfrost”-grunden. Som følge heraf blev ”Lynfrosten” taget ud af offentlig indsats, hedder det.

Udvalgsformanden henviser også til, at regionen af egen drift har undersøgt påvirkning af indeklimaet i de nærmeste boliger ud mod Gormsvej op til Lynfrost-grunden.

- Undersøgelsen dokumenterede, at forureningen fra ejendommen ikke udgør en risiko for indeklimaet i nærliggende boliger, fastslår miljøudvalgsformanden.

Forståelig bekymring

På baggrund af spørgsmål stillet af Karin Di Martini om, hvorvidt pilotering af grunden med betonpiller påvirker forurenings-udbredelsen, svarer Poul Erik Jensen:

- Bekymringen er fuldt forståelig. Pælene rammes i jorden til en dybde af maksimalt otte meter, hvilket betyder, at de fæstnes i det øverste af lerlaget under det nedre sandlag. Det at pilotere bevirker, at jorden presses ud til siden, så der sker en komprimering af jorden tættest på pælen, hvor forureningen vil få sværere ved at trænge igennem. Skulle man uforvarende komme til at ramme igennem en tønde med flydende indhold, vil der lokalt kunne opstå en yderligere forurening, der på sigt vil kunne bidrage til forureningsfanen. I regionens risikovurdering fra 2019/20 er der taget højde for en eventuel påvirkning fra nedgravede tønder, hedder det i svaret.

Ikke tilfreds

Det er et svar, som Karin Di Martini ikke er tilfreds med.

Hun mener ikke, Region Syddanmark har haft mulighed for at forudsige påvirkningen af den efterfølgende pilotering for tre år siden.

- Piloteringen gør måske, at den omtalte komprimering af jorden beskytter selve piloteringspælene. Men til gengæld vil forureningen ind i mellem pælene vel blive presset ekstra hurtigt ud i forureningsfanen, som man som sagt kun har vurderet og ikke målt på i den omtalte risikovurdering. Jeg vil bede regionsrådet tage spørgsmålet op igen - og denne gang vil jeg bede om, at der iværksættes en konkret undersøgelse med målinger, der viser, hvordan forureningsfanen rent faktisk har bevæget sig - og reagerer nu i den nye situation - også på den anden side af motorvejen - ikke kun i det kendte undersøgelsesområde, skriver Karin Di Martini i en ny henvendelse til regionen. 

Oversigt

    Oversigt