Sagen om Nyborg Slot fortsætter.
Torsdag aften afholdt TV 2 Fyn Event debat om slottet på Bastionen i Nyborg, og nu er der måske godt nyt for dem, der ønsker projektets tilblivelse.
Det fynske folketingsmedlem for Venstre Erling Bonnesen fortæller torsdag aften til TV 2 Fyn, at han og kulturminister Ane Halsbroe Jørgensen (S) efter et møde onsdag er blevet enige om en stemmeaftale om en anlægslov for projektet.
Dermed tyder meget nu på, at en anlægslov rykker tættere på.
Finansieringen skal findes lokalt
Forudsætningen for stemmeaftalen er dog, at finansiering til projektet findes. A.P. Møller Fonden meldte i starten af februar ud, at den trækker den økonomiske støtte til Nyborgs 340 millioner kroner dyre slotsprojekt.- Jeg tog initiativ til møde med kulturministeren og på mødet foreslog jeg, at vi gik sammen om en aftale der sikrer, at vi gennemfører en anlægslov der skaffer og sikrer det lovmæssige grundlag for projektet, når finansieringen er på plads til projektet, skriver Erling Bonnesen i et skriftligt svar til TV 2 Fyn og fortsætter:
- Det foreligger der nu en tekst til stemmeaftale om. Det er jeg rigtig glad for. Det er nu muligt for initiativtagerne at komme videre med at få sikret finansieringen af projektet.
Støtte trukket
Den 8. februar kom det frem, at A.P. Møller Fonden havde trukket støtten til projektet. Det betød at 60 af de 107 millioner kroner, som fonden havde bevilget til projekt ikke ville blive udbetalt.
Årsagen var ifølge TV 2 Fyns oplysninger projektets udskudte tidsplan og kommende fordyrelser.