Storken er blevet set i Nyborg, og det er langt tidligere end normalt, at den sjældne fugl indfinder sig på de fynske breddegrader.
Palle Jensen har tippet TV 2/Fyn om, at han har set storken onsdag eftermiddag klokken 16 på genbrugspladsen i Nyborg.
Storkene er i disse måneder på vej tilbage til Danmark, efter de har brugt vinteren i Sydeuropa eller Afrika.
Ifølge storkene.dk, der registrerer storke i Danmark, er de første storke allerede kommet til Danmark i slutningen af januar.
- Det er ekstremt tidligt og underbygger den tendens, der har været de seneste ti år med, at storken er tilbage på ynglepladserne langt tidligere end nogensinde før, meddeler storkene.dk.
Usædvanligt med storke på Fyn
De første storke er landet i Sønderjylland, og det er usædvanligt, at de kan ses på Fyn.
I 2017 blev der dog set fem storke på Fyn. Det var også i Nyborg, men det var først i maj. Dengang blev de set på Herrested Kirke og flere steder på Sydfyn.
Storkene kommer formentlig fra Nordøsttyskland og er trukket med vinden mod det fynske.
Afhængig af vejret kan det være, de ender med at slå sig ned her, men det mest sandsynlige er, at storkene flyver andre steder hen.
Den ekstreme kulde de seneste uger har dog gjort det svært for storkene at finde føde.