To drenge i Vollsmose i Odense er onsdag blevet afsløret, mens de stod med en pistol i hænderne. Våbnet var dog noget rustent.
- Vores cykelpatrulje kørte derude og fik øje på to drenge på 14 og 15 år, fortæller vagtchef Hans Frederiksen i Fyns Politi.
- Drengene stod med noget mellem hænderne, og det viste sig at være en pistol, siger vagtchefen.
Onsdag eftermiddag kan politiet ikke sige, om der var tale om et funktionsdueligt våben.
- På billederne ser den noget rusten ud og bærer præg af at have ligget ude i naturen, siger vagtchef Hans Frederiksen.
Afsløringen er sket i området ved Bøgeparken. Vagtchefen kender ikke nærmere til de forklaringer, drengene er kommet med.
Den 14-årige, der er under den kriminelle lavalder, er blevet løsladt, mens den 15-årige foreløbig er anholdt indtil torsdag morgen.
Her skal jurister afgøre, om der er grundlag for at fremstille drengen i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.