17 af 17 mulige: Ubesejrede Odense overvinder problemer
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Viborg fulgte med Odense indtil midt i anden halvleg, men det ubesejrede tophold endte med at vinde 29-27.
Odense Håndbold fortsætter triumftoget i HTH Ligaen.
Jan Pytlicks mandskab var i problemer, men vandt onsdag aften for 17. gang i ligaen i lige så mange kampe i denne sæson.
På udebane mod Viborg vandt Odense med 29-27 og er fortsat suverænt i spidsen i ligaen. For Viborg var nederlaget til gengæld en streg i regningen i kampen om at nå med i slutspillet.
Da TTH Holstebro samtidig vandt 29-25 ude over Silkeborg-Voel ligger TTH og Viborg nemlig begge på 16 point på henholdsvis ottende- og niendepladsen i ligaen. De otte bedste hold går videre til slutspillet.
På forhånd vidste Viborg-spillerne, at kampen mod Odense ville være en svær kamp at hente point i til slutspilsstriden, men hjemmeholdet hang alligevel på langt henne i kampen.
Fynboerne havde længe haft et forspring, da Moa Högdahl efter 40 minutter udlignede til 19-19. Det fik Jan Pytlick til at tage en timeout, og justeringerne hjalp topholdet tilbage i front.
Viborgenserne halsede efter, og da Rikke Poulsen havde svært ved at få tag i Odenses skytter, endte gæsterne med at trække afgørende fra, selv om Viborg i kampens sidste minut kunne have reduceret afstanden til et enkelt mål og sørget for 40 sekunders spænding.
Viktor Axelsen maste japaner i Malaysia
Ved badmintonturneringen Malaysia Masters levede den fynske, forsvarende verdensmester, Viktor Axelsen, op til forventningerne med en sikker sejr.
Den femteseede fynbo slog japaneren Kazumasa Sakai overbevisende i to sæt og vandt med sætcifrene 21-16, 21-5.
Også Hans-Kristian Vittighus gjorde det af med en japansk modstander, da Kanta Tsuneyama blev slået med 21-13, 21-9, I Line Kjærsfeldt i damesingle er videre, efter at hun vandt i to sæt over Lyanny Alessandra Mainaky fra Indonesien.
Også herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup er videre med sejr over et britisk par i to sæt, mens det til gengæld ikke blev til avancement for Mads Pieler Kolding og hans nye makker, Niclas Nøhr.
Ellers var det en dag med langt mellem de gode resultater for den danske delegation. Således er både Anders Antonsen og Jan Ø. Jørgensen færdige efter første runde.
Antonsen tabte til Son Wan Ho fra Sydkorea i to sæt med cifrene 17-21, 9-21, og heller ikke Jørgensen formåede at tage sæt fra sin modstander, indoneseren Jonatan Christie, som vandt 21-16, 21-15.
Rasmus Gemke måtte også kigge langt efter anden runde i turneringen, der er rangeret som en super 500-turnering. Gemke tabte i tre sæt 21-19, 19-21, 10-21 til Parupalli Kashyap fra Indien.
Mens de mere prominente landsmænd røg tidligt ud, er den upåagtede kvalifikationsspiller Victor Svendsen klar til næste runde. Hans modstander, veteranen Lee Hyun-il, måtte trække sig efter kun fire bolde.
Også den rutinerede herredouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen måtte bøje sig for et japansk par.