Udsolgt på 15 minutter: 3.000 roligans til storskærmsarrangement i Kongens Have

Odense Kommune udvider antallet af deltagere til storskærmsarrangementet i Kongens Have, når Danmark onsdag møder England i semifinalen til EM.

Opdatering
Clock05. jul 2021, kl. 17:25
Odense Kommune oplyser, at de 3.000 billetter blev udsolgt på 15 minutter.

3.000 festende fodboldfans får adgang til Kongens Have centralt i Odense, når det danske fodboldlandshold onsdag aften møder England i semifinalen ved europamesterskaberne i fodbold. Billetterne kan købes fra klokken 17.00.

Dermed udvider kommunen, der står bag arrangementet, antallet af deltagere fra de 2.000, der så de rød-hvide slå Tjekkiet i kvartfinalen, til nu altså 3.000 personer.

- Vi har haft mere tid til at kigge på beregninger. Det handler om, at vi skal kunne inddele folk i zoner, og man skal møde op med et gyldigt coronapas, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), til TV 2 Fyn.

Det er Borgmesterforvaltningen i Odense Kommune, der sammen med Cityforeningen står bag fodboldfesterne i Kongens Have.

Lige siden det på alle måder succesfulde event mod Tjekkiet har forvaltningen fået rigtig mange henvendelser om et muligt arrangement i den kommende semifinale.

Storskærmsevent i Kongens Have
Fotograf: Fotograf: Louise Koustrup Redigering: Louise Koustrup

Planlagde lige efter sejren

Allerede kort efter lørdagens semifinale påbegyndte medarbejdere fra forvaltningen derfor arbejdet med ikke bare at gentage arrangementet, men også med at forsøge at udvide det. 

En udvidelse kræver blandt andet flere toiletter og endnu mere indhegning, så det fortsat er muligt at opdele de deltagende fans.

- Vi har den her gang haft mulighed for at få fat i en større skærm, så vi dermed kan få flere personer med til arrangementet, hvor vi forhåbentlig kan heppe Danmark videre i finalen, siger Peter Rahbæk Juel.

Borgmesteren  håber, at de odenseanere, der ikke får billet til arrangementet, i stedet vil bakke op om byens udskænkningssteder, som viser kampen. 

- Jeg tror, at sulten efter EM-arrangementer lige nu, den er så stor, at der nærmest er et umætteligt behov at dække.

Han mener ikke, at kommunen med deres gratis arrangement tager brødet ud af munden på byens private erhvervsdrivende.

- Jeg tror alle, der sætter en skærm op kan få fyldt sin café eller restaurant. Og er der nogen, der endnu ikke har det fået gjort, så har vi lagt den stil fra kommunens side af, at vil man bruge uderum til det, så vil vi være meget large omkring det. Så skal man bare henvende sig til By- og kulturforvaltningen, siger Peter Rahbæk Juel og fortsætter:

- Jo flere arrangementer vi kan få lavet, jo flere kan deltage i den her fantastiske fællesskabsfølelse og bakke op om det danske landshold. 

Skulle Danmark gå videre til finalen, så vil Odense Kommune også afsøge mulighederne for at kunne vise finalen i Kongens Have.

Alt det praktiske

Billetsalget åbner mandag 5. juli klokken 17. Arrangementet er gratis. Det eneste, der kræves er, at du henter en gratis billet på Tikko.dk, og at alle gæster over 16 år kan fremvise et gyldigt coronapas på dagen. Der kan bestille op til fire billetter per gæst.

Det vil ikke være muligt at medbringe egne drikkevarer, men der vil være salg af drikkevarer til arrangementet. Mad må dog gerne medbringes.

Dørene til Kongens Have åbnes klokken 19.

Oversigt

    Oversigt