Årets største fastfood-dag: - Jeg vil tro, der ryger 70 kilo ribbenssteg i dag

Der er kø ved mange fastfood-restauranter 1. januar. På Banjos i Odense forventer ejer Søren Bersang Rasmussen, at der skal kokkereres op mod 70 kilo ribbenssteg.

Klokken var kun lidt over ni nytårsdag, da duften af friturestegte pommes frites spredte sig, og den første kunde havde afgivet sin bestilling hos Banjos i Odense.

Det er en af de allerstørste dage i fastfood-branchen, og så må Søren Bersang Rasmussen, der ejer Banjos, stå tidligt op for at følge med.

- Der er nogen, der ikke er kommet i seng endnu, og så er der nogen, der er kommet rigtig tidligt i seng. De fejler det samme. De trænger til noget salt og mad, fortæller han.

Søren Bersang Rasmussen forventer, at rigtig mange pommes frites i løbet af dagen skal en tur i ønskebrønden. Derudover tror han på et godt salg af pølsemix, burgere og ribbenssandwich.

- Jeg vil tro, der ryger 60-70 kilo ribbensteg i dag, siger han.

En æggemad med pommes frites

Ind af døren træder endnu en kunde.

- Skal du have lidt salt til kroppen, spørger Søren Bersang Rasmussen.

Der er dog ingen tømmermænd at spore hos Allan Mortensen, der nøjes med at bestille en æggemad og en kop kaffe. Det eneste salt, han behøver, er til æggemaden, fortæller han.

- Jeg giver en gang pommes frites også, så jeg er sikker på, du får salt nok, lyder svaret fra Banjos-ejeren.

Mens fastfood-restauranterne har travlt 1. januar, er det dagen før, de løber ekstrastærkt på Odense Universitetshospital. Nytårsaften kom flere til skade end normalt på årets sidste dag. 

Oversigt

    Oversigt