Det fortæller TV 2/FYNs reporter fra Retten i Odense.
De tre mænd på henholdsvis 20, 23 og 35 år var tiltalt for trusler og afpresning. Og ved Retten i Odense fredag middag faldt dommen. Mændene blev idømt fængsel i otte, syv og seks måneder.
Manden, der fik otte måneders fængsel, er tidligere dømt for vold og afpresning.
Dommeren lagde vægt på at sende et signal om, at der skal straffes konsekvent mod afpresning af næringsdrivende, fortæller TV 2/FYNs reporter i retten.
- Han kalder det et alvorligt eksempel på bandekriminalitet, fortæller TV 2/FYNs reporter, Ole Frank Rasmussen.
Ifølge anklageskriftet havde de tre mænd forsøgt at afpresse penge af en tatovør i Odense tilbage i februar.
I forbindelse med den episode fortalte Lars Pedersen, der er formand for Professionelle Danske Tatovører, til TV 2/FYN, at flere tatovører i Odense havde oplevet "besøg" fra tre mænd fra Black Army.
- Der er fem af mine kolleger, som har haft besøg af tre fyre fra Black Army. Det var ret tydeligt, da den ene havde vest på. Her blev de bedt om en "donation" på 5.000 kroner hver måned til at hjælpe dem blandt andet med at støtte de hjemløse. De kommer ind i butikken ved højlys dag, mens der er kunder, og deres fremtoning gør, at det virker skræmmende.
Lars Pedersen og kollegerne gik til politiet med det samme. Et par dage efter anmeldte én af tatovørerne sagen, og samme aften blev den første af tre mænd anholdt i sagen. Kort tid efter blev de to andre anholdt. Og de tre mænd har siddet varetægtsfængslet siden midten af februar.
Anklageren kræver ifølge TV 2/FYNs reporter, at de tre mænd forbliver varetægtsfængslet indtil de kan afsone deres dom.
De tre dømte overvejer nu, om de skal anke dommen.
Sagen er blevet efterforsket i et samarbejde mellem Fyns Politi og den nye specialenhed, Særlig Efterforskning Vest, der blandt andet arbejder med organiseret rocker- og bandekriminalitet i Vestdanmark.