Fra på mandag lukker Odense Kommune to skoler i Vollsmose på ubestemt tid. Det drejer sig om Abildgårdskolen og H. C. Andersen Skolen.
Beslutningen om at lukke skolerne kommer efter en voldsom smittestigning i bydelen de seneste dage.
- Vi skal simpelthen komme denne her smitte til livs, og et af grebene er at lukke skolerne. Samtidig holder vi skarpt øje med de dagtilbud, der er derude, så vi vurderer, om det også kan blive nødvendigt at lukke dem, siger Susanne Crawley Larsen (R), børn- og ungerådmand i Odense Kommune.
De seneste tal viser, at incidenstallet nu er 710,9 smittede per 100.000 indbygger i Vollsmose. Der er dermed tale om et fald siden i går, hvor tallet var 743,7, men Odense-bydelen ligger stadig meget højt.
Til sammenligning har Kolding Kommune som den hårdest ramte kommune en incidens på 282,8 smittede per 100.000 indbygger.
Før-skolebørn kan ikke starte
Lukningen af de to skoler mandag sker sideløbende med, at regeringen udruller den nyligt vedtagede genåbningsplan for landet. Det indebærer blandt andet, at flere elever kan vende tilbage til skolen.
Vi har et meget, meget højt smittetal i Vollsmose, og det betyder også, at det kommer til at tage noget tid
Alligevel mener By- og Kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V), at skolerne er det rigtige sted at sætte ind i Vollsmose.
- Skolerne er et af de steder, hvor man mødes rigtig meget. Man kommer tæt på hinanden, og der er rigtig, rigtig mange børn i Vollsmose, der kan sprede smitten rigtig hurtigt. Derfor er det et af de helt åbenlyse steder, hvor vi bliver nødt til at tage fat hurtigt, siger han.
Mandag skulle en række børnehavebørn også have startet op i såkaldt forårs-SFO på Abildgårdskolen som forberedelse til 0. klasse efter sommerferien. Det bliver heller ikke til noget på grund af skolelukningen.
Hvis forældre får pasningsproblemer, har de dog mulighed for at sende børnene tilbage i børnehaven, mens skolelukningen står på. Det oplyser Odense Kommune.
Andre tiltag også nødvendige
Foruden skolelukningerne ser Odense Kommune også på andre tiltag, der kan være med til at nedbringe smitten i Vollsmose.
Blandt andet foreslår Christoffer Lilleholt, at man tager fat i personer fra nærmiljøet, der kan hjælpe andre til at være påpasselige og tage deres forholdsregler.
- Vi kender dem, der betyder meget for lokalsamfundet, som er frontpersoner derude. Det handler om at være opmærksom på det personale, vi har derude, og så i den grad teste, teste, teste. Ligesom vi i resten af Danmark kigger på tests, så kan jeg kun opfordre til, at så mange som muligt i Vollsmose bliver testet, siger han.
Se smitteudviklingen i Vollsmose nedenfor:
Dato | Vollsmose |
---|---|
26.02.2021 | 710,9 |
25.02.2021 | 743,7 |
24.02.2021 | 732,8 |
23.02.2021 | 634,4 |
22.02.2021 | 634,4 |
21.02.2021 | 634,4 |
20.02.2021 | 535,9 |
19.02.2021 | 393,7 |
18.02.2021 | 306,2 |
17.02.2021 | 306,2 |
16.02.2021 | 306,2 |
15.02.2021 | 153,1 |
14.02.2021 | 153,1 |
13.02.2021 | 131,2 |
12.02.2021 | 142,2 |
11.02.2021 | 131,2 |