Der er massivt politiopbud ved Retten i Odense torsdag morgen. Alene i retten er der ti betjente tilstede. Man skal igennem en sluse for at blive lukket ind til retssalen, fortæller TV2/FYNs reporter i retten.
De tre tiltalte mænd ankom til retslokalet kort før retssagen begyndte klokken 9.30.
- De virkede glade, da de ankom og hilste på hinanden med kram og high-five, fortæller TV2/FYNs reporter i retten.
De tre mænd på 20, 23 og 35 år har alle kvindelige forsvarere. Det er advokat Bettina Antitsch Mortensen, advokat Mie Sønder Koch og advokat Mette Grith Stage.
Det er anklagemyndigheden ved Særlig Efterforskning Vest, der har rejst tiltale og som vil føre sagen ved retten i Odense. Anklager er specialanklager ved Særlig Efterforskning Vest, Lars Petersen.
Sagen er blevet efterforsket i et samarbejde mellem Fyns Politi og den nye specialenhed, Særlig Efterforskning Vest, der blandt andet arbejder med organiseret rocker- og bandekriminalitet i Vestdanmark.
Tilstede i retten er også formanden for tatovørerne, Lars Pedersen.