Borgmester er åben for alle redskaber, der kan bekæmpe coronavirus

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er tilfreds med, at der er flertal i Folketingets epidemiudvalg for at isolere smittede med coronavirus.

Borgmester Peter Rahbæk Juel er ganske tilfreds med, at et flertal i Folketingets epidemiudvalg mandag forkastede et forslag fra Epidemikommissionen.

Forslaget gik blandt andet ud på at indføre tvangstest og tvangsisolation af beboere i Vollsmose for at inddæmme coronasmitten. Overtrædelse skulle medføre en bøde.

I en pressemeddelese skriver Peter Rahbæk Juel (S), at han er tilfreds med, at der til gengæld er flertal for at isolere smittede.

- Jeg er åben over alle nye redskaber, der kan hjælpe os med at bekæmpe coronavirus - herunder også en øget mulighed for at få dem, der er smittede, til at benytte sig af isolation. Langt de fleste kan godt holde isolationen, men vi hører også, at der er borgere i Vollsmose, som har svært ved det, udtaler han i pressemeddelelsen.

Odense Kommune har isolationspladser tilgængelige både i Vollsmose og resten af byen, som man kan benytte, hvis ikke det er muligt at isolere sig selv på egen hånd. 

Det tilbud benytter borgere fra hele byen sig af, og der er kapacitet nok til alle dem, der har brug for hjælp til isolation, fremgår det af pressemeddelelsen.

Tætbebyggede områder er hårdt ramt

- Det er bekymrende, hvordan smitten kan stige pludseligt og vi ved, at tætbebyggede områder er særligt hårdt ramt, blandt andet fordi der bor flere mennesker på færre kvadratmeter. Derfor er det nødvendigt, at vi gør alt, vi kan, for at få bragt de høje smittetal ned - herunder at alle bliver testet løbende og pligten til at gå i isolation, hvis prøven er positiv.

Peter Rahbæk Juel tilføjer, at Odense Kommune nøje følger alle sundhedsmyndighedernes anbefalinger og han skriver, at han kan se, at kommunen kommer langt ad frivillighedens vej. 

- Næsten 8.000 har ladet sig teste i Vollsmose den sidste uge ud af en bydel på cirka 9.100 indbyggere. Det vidner om en stor lokal opbakning, og netop den fælles indsats er afgørende for at bekæmpe smitten. 

- Det skal vi fortsat have fokus på og bruge de værktøjer, vi har til rådighed - når det bliver nødvendigt og i tråd med de sundhedsmæssige anbefalinger, afslutter borgmesteren pressemeddelelse.

"Tarveligt"

Peter Rahbæk Juels kolleger i byrådet var tidligere mandag bestemt ikke glade for udsigten til, at der med et flertal i Folketingets epidemiudvalg ville blive indført tvangstest og tvangsisolation i Vollsmose-firkanten.

Blandt andre rådmand Susanne Crawley (R) var afvisende overfor tanken, og kaldte det "tæt på tarveligt" efter den indsats, der har været lagt for dagen den seneste uges tid.

- Man sender et virkelig skidt signal, sagde Susanne Crawley og tilføjede, at det ville være med til, at skabe splittelse i stedet for sammenhold. 

- Jeg synes, det er en virkelig dårlig idé. Man bliver aldrig et folk ved at tvinge og straffe nogen og bruge "I" i stedet for "os", sagde hun.

Oversigt

    Oversigt