Borgmester tager stilling til Fjernvarme Fyn-salg tirsdag

Odenseanerne får ikke at vide, om socialdemokratiet er klar til at sælge eller ej, før Peter Rahbæk Juel har forhandlet med de andre partier.

Han efterlyste svar fra Energi Fyn i fredags. Svarene fik han mandag morgen.

Men borgmester Peter Rahbæk Juel vil alligevel ikke indvie odenseanerne i, hvordan kommunens klart største parti står i forhold til et salg af kommunens fjernvarmeselskab til Energi Fyn.

Det slog han fast mandag formiddag, efter at Energi Fyn havde brugt weekenden på at svare på de to spørgsmål, som borgmesteren sendte af sted fredag formiddag. 

- Det må i vente med til morgen, lød det fra Rahbæk Juel, på spørgsmålet om, hvorvidt han nu er klar til at sælge Fjernvarme Fyn til Energi Fyn. 

Tirsdag har han inviteret alle kommunens partier til forhandlinger om et eventuelt salg af Fjernvarme Fyn. Først efter forhandlingerne vil odenseanerne få et indblik i socialdemokratiets holdning til et salg.

- Vi kan ikke bede Energi Fyn om at gøre mere. Nu er det op til de politiske forhandlinger, og der vil jeg godt fortsætte de gode dialoger, som jeg haft med de fleste af byrådets partier den seneste uges tid. Jeg vil bruge den fortrolighed til i morgen at kunne præsentere en samlet plan for finansieringen af "Velfærdens Fundament", siger Rahbæk Juel.

Alle andre partier har meldt ud

Interessen for, om Socialdemokratiet vil sælge, er enorm. De er nemlig det eneste parti, som ikke har meldt ud til odenseanerne, hvad de vil. Lige nu står De Radikale og SF alene på ja-siden, mens Venstre, Konservative og Enhedslisten er imod. Dansk Folkeparti vil sende afgørelsen til afstemning hos partiets medlemmer. 

Prisen for et salg af Fjervarme Fyn ligger på 900 millioner kroner, hvilket vil give politikerne 524 millioner kroner, når alt er trukket fra. Penge, som var tiltænkt planen "Velfærdens Fundament", hvor politikerne skal finde 1,8 milliarder kroner til at renovere byens skoler, dagtilbud og plejehjem. 

Derfor har Peter Rahbæk Juel (S) også inviteret til forhandlinger, som både omhandler salg af Fjernvarme Fyn og finansiering af "Velfærdens Fundament". 

- Byrådets partier skal gøre deres stilling op. Ikke kun til et salg af Fjernvarme Fyn, men også hvordan vi får fundet de 1,8 milliarder, som vi skal bruge til at sikre, at vi har dagtilbudspladser nok. At vi har plejehjemspladser, demenspladser, skoler og idrætsfaciliteter, der er moderne og noget, vi kan være stolte af, siger Rahbæk Juel. 

Nye svar gav ingen garantier

Fredag bad Peter Rahbæk Juel den mulige køber, Energi Fyn, om at give ham yderligere betryggelse for, at fjervarmepriserne ikke stiger ved et salg, og at Fjervarme Fyn forbliver på fynske hænder i fremtiden. 

Energi Fyns bud på en løsning var en ændring af aftalen, så der nu står at Energi Fyn må konsolidere sig med fynske selskaber i stedet for danske forbrugerejede selskaber.

Derudover får Odense Kommune nu en midlertidig plads i bestyrelsen, en årlig orientering fra Energi Fyn til økonomiudvalget og muligheden for at købe Fjernvarme Fyn tilbage, hvis Energi Fyn træder så meget uden for loven, at de mister retten til at drive forsyningsvirksomhed.

Tilfreds med svarene

Ingen af delene giver altså yderligere garantier for, at fjernvarmepriserne ikke stiger, men alligevel er Peter Rahbæk Juel godt tilfreds med svarene. 

- På bekymringerne om at kontrollen med Fjernvarme Fyn kan forsvinde ud af Fyn, kan man sige, at det kommer ikke til at ske. Ved et eventuelt salg vil vi som forbrugere have adgang til det som en demokratisk institution, siger Rahbæk og fortsætter.

- Med de vilkår, som vi har sat op, og de ekstra sikkerheder, som Energi Fyn er kommet med, så er jeg sikker på, at prisen ikke vil stige som følge af et salg til Energi Fyn. 

TV 2/Fyn indhenter i øjeblikket kommentarer fra flere af de andre partier i byrådet. 

Oversigt

    Oversigt