Brand i Odense: Beboere kan igen åbne døre og vinduer

Den voldsomme brand på Peder Skrams Vej i Odense er nu under kontrol. Brandårsagen er fortsat ukendt.

Beboere i området omkring Peder Skrams Vej i Odense behøver ikke længere at frygte den potentielt farlige røg, som udviklede sig mandag aften i forbindelse med en større brand i nogle industribygninger.

- Vi har valgt at afvarsle derude. De, som bor derude, behøver ikke længere at holde døre og vinduer lukkede, oplyser vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi.

Alarmen om branden kom klokken 19.15.

På adressen ligger en håndværkerbutik ved navn Dorch & Danola, som politiet endnu ikke har fået kontakt med. Derfor er der ikke overblik over, hvilke farlige stoffer der eventuelt er i bygningen. Men der kan være tale om kemikalier og linolie.

Selvom det stadig brænder på stedet, har brandfolkene nu flammerne under kontrol. Der er ingen oplysninger om, at nogen er kommet til skade.

Politiet oplyser, at der ikke længere er sammenstyrtningsfare for de omkringliggende bygninger, men der er risiko for, at den brandhærgede bygning kan styrte sammen. Derfor opretholdes afspærringen i området.

Der er fortsat intet nyt omkring årsagen til branden.

Borgere, som har fået det dårligt som følge af branden, opfordres til at søge læge.

Oversigt

    Oversigt