Blomsterfestivalen i Odense er kendt for fantasifulde blomsterkreationer, og i år er ingen undtagelse. Brandts Klædefabrik har i forbindelse med Odense Blomsterfestival skabt et fantasiunivers.
Ved porten til Vestergade træder man nærmest ind i et huletræ, hvorefter man bliver mødt af figurer og blomster ned gennem passagen. Og tre kæmpehunde.
Adopter en hund efter H.C. Andersen Festivals
Odense Blomsterfestival pakker blomsterne væk igen på søndag, men udstillingen på Brandts Klædefabrik fortsætter under den næste Odense-fest, H.C. Andersen Festivals.
Den varer til og med den 25. august, og derefter er det ifølge Brandts Klædefabrik "hundens dag".
Det betyder, at det er forbi med udstillingen, men har du en forkærlighed for store hunde, der er lavet af blomster, kan du adoptere én kvit og frit.
Det eneste, der kræves, er, at man selv er i stand til at bære og transportere den væk fra Brandts.
Udstillingen på Brandts Klædefabrik, som altså kan opleves fra i dag, er lavet i samarbejde med Allestedlund og Creazion.