Butiksdød: Kulturen vil give Kongensgade førstehjælp

Butik efter butik lukker, og Kongensgade i Odense er i fare for at dø helt ud. Men de odenseanske kulturinstitutioner har ideer. De mangler bare ressourcerne.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Kongensgade kæmper.

De 23 tomme butikslokaler og tre butikker, der holder ophørsudsalg, taler deres klare sprog.

Kongensgade er på vej mod at blive kirkegården for tomme butikslokaler.

Men hvordan kan man give Kongensgade i Odense førstehjælp?

Oplevelsescentrum

Johnny Wøllekær, stadsarkiver i Odense Stadsarkiv, mener, at man skal nytænke bymidten,  hvis man vil skabe mere liv på Kongensgade igen.

- Vores handlemønstre har ændret sig, og vi handler meget mere på nettet. Kongensgade skal nydefinere sig selv, fordi centrum bliver meget mere et oplevelsescentrum i fremtiden.

Og det er de odenseanske kulturinstitutioner med på.

- Vi vil jo gerne ud af teatersalene og gøre byen levende, siger Jeppe Sand, teaterchef på Teater Momentum.

Han ved, at bylivet og kulturlivet hænger uløseligt sammen, og derfor ser han også med positive øjne på Odense Kommunes kulturpolitik, der netop sætter fokus på, at kulturen skal ud i byrummet.

Jeppe Sand vil ikke komme med konkrete forslag til at få liv i Kongensgade igen, men han har flere ideer til, hvordan man kan skabe mere liv i byrummet.

- Man kunne gøre de tomme butikslokaler mere levende, lave byvandringer eller performances rundt i byen, siger han.

Iværksætteri

Ungdomshuset i Odense har før prøvet at skabe liv i en gade, som var døden nær, men som nu blomstrer op.

I slutningen af 2000’erne indtog Ungdomshuset Odense Vintapperstræde, hvor der dengang var tomme lokaler, så langt man kunne se. De lavede arrangementer i de tomme lokaler, blandt andet et ”sminkeværksted”, hvor man kunne komme ind og få lagt makeup og sat hår.

- Det var en uge, hvor der kom en masse unge, og dermed en ny strøm af mennesker, fortæller Karsten Damgaard, leder af Ungdomshuset i Odense.

Han understreger, at han ikke er klar over, om det var deres arrangementer, der var med til at sætte liv i Vintapperstræde igen, men at Odense Cityforening dengang var meget tilfredse med deres arrangement.

Derudover tror Karsten Damgaard, at man skal få iværksætteriet til at blomstre op.

- Man skal skabe nogle rammer, som gør, at upcoming specialbutikker har mulighed for at etablere sig, siger han.

Netop specialbutikkerne efterspørger han selv.

- I Aarhus har de så mange gode specialbutikker, som har varer, man ikke kan købe andre steder. Jeg kan godt finde på at køre derop for at handle i dem, fortæller Karsten Damgaard.

Ressourcerne mangler

Medlem i By- og Kulturudvalget i Odense Claus Skjoldborg Larsen anerkender, at Kongensgade har det svært.

- Det er sørgeligt at se, hvordan det er blevet, siger han.

Men der skal penge med. Jeppe Sand, der er teaterchef i Teater Momentum, siger, at der skal ressourcer til de ideer, som kulturen har, om de kommer, kan Claus Skjoldborg Larsen give noget klart svar på.

- Det er jo under nogle budgetforhandlinger, så det kan jeg ikke sige noget om, fortæller han.

Men han synes bestemt heller ikke, at byen skal ligge øde hen i fremtiden, og han håber, at der kan komme noget mere kultur ind i midtbyen, der kan skabe noget liv.

- Der skal ske et eller andet, siger Claus Skjoldborg Larsen.

Oversigt

    Oversigt