Hos den fynske robotvirksomhed Cabinplant låner de deres medarbejdere ud til andre robotvirksomheder, der mangler arbejdskraft. En af de medarbejdere er Stig Larsen, der er klejnsmed hos virksomheden.
- Det har fungeret rigtig godt. Jeg har været ude to gange ved Jorgensen Enginering, hvor jeg i forvejen kender flere personer, og det har været en rigtig god oplevelse, siger han.
Selvom coronakrisen bekymrede ham i starten, oplevede han ikke, at hverken ham selv eller nogen af hans kollegaer frygtede for en fyreseddel.
- Det var godt, fordi vi kan hjælpe hinanden på den måde, så man undgår at nogen bliver fyret, siger han.
En gammel aftale
Det er de tre fynske robotvirksomheder Gibotech, Cabinplant og Jorgensen Enginering, som har fundet på den utraditionel løsning, hvor de deler medarbejdere under coronakrisen.
- Medarbejderdelingen er jo faktisk en ting, som vi har haft sammen med to andre virksomheder i Odense i flere år. Så ideen er ikke helt ny. Den blev bare mere eksekveret og synlig her under coronakrisen, siger Ralf Astrup, der er direktør i Cabinplant.
Ordningen har gjort, at virksomhederne så vidt muligt har undgået fyringer.
- Det blev altså rart, at vi havde den aftale, fordi vi så kunne gøre brug af den mellem virksomhederne. Når der nu ikke var så meget at lave i den ene virksomhed, så kunne den anden virksomhed benytte sig af medarbejderene, siger direktøren.
Kan lære af hinanden
Ralf Astrup synes, at medarbejderne har taget godt imod ordningen.
- Det er min opfattelse, at de synes, at det er interessant. De synes, det er en god løsning i forhold til, at man ikke skal ud og sige nogle op, men også at man kommer ud og ser noget andet og får nogle nye impulser, siger direktøren.
Stig Larsen fortæller, at han mest laver svejsearbejde hos Cabinplant, mens han oplevede at skrue mere, da han var udlånt til Jorgensen Enginering.
- De gør tingene på en måde, og vi gør det måske på en anden, og på den måde kan man lære af hinanden, siger han og fortsætter:
- Selvfølgelig lærer man, når man er andre steder. Jeg har været en del ude at rejse, og der har jeg nok fået 70 procent af det, jeg har lært. Det gør vi også, når vi er andre steder - også andre virksomheder, siger Stig Larsen.
Han har ikke haft de store udfordringer ved at skulle arbejde et nyt sted.
- Jeg kom rimelig hurtigt ind i det. De har været hjælpsomme alle sammen og meget positive, så det er fantastisk, siger Stig Larsen.