Siden han blev anholdt i forbindelse med dobbeltdrabet i Tusindårsskoven i Odense, har han været tavs som graven.
Men når retssagen starter mandag vil den 38-årige drabstiltalte for første gang tale. Det fortæller Jesper Storm Thygesen, der er forsvarsadvokat i sagen.
- Han har tænkt sig at udtale sig i et eller andet omfang, som vi ikke helt kender endnu, siger Jesper Storm Thygesen.
Rådet ham til at tie
Jesper Storm Thygesen forklarer samtidig, at den tiltalte ikke har udtalt sig tidligere, fordi forsvarsadvokaten har rådet ham til at tie.
Om udtalelserne under retssagen den 16. april vil få betydning for en videre efterforskning, vil forsvarsadvokaten ikke spå om.
Dobbeltmordet blev begået onsdag den 13. april 2011, da ægteparret Bjarne Johansen og Heidi Nielsen gik en aftentur i Tusindårsskoven i Odense.
Ramt af 18 skud
Ægteparret blev pludseligt ramt af en byge på 18 skud fra et maskingevær. Et par måneder senere blev mordvåbnet - en M/49-maskinpistol - fundet i Langesø, vest for Odense.
Den drabstiltaltes lillebror blev i den forbindelse anklaget for våbenbesiddelse og skal for retten i samme sag.
Mystikken, der omgiver sagen, bliver ikke mindre af, at politiet ikke umiddelbart kan finde noget motiv. Ægteparret havde tilsyneladende hverken fjender, gæld eller oplagte uoverensstemmelser eller konflikter med andre på jobbet eller privat.
Politiet hælder til en teori om, at Bjarne Johansen, der var ivrig amatørfotograf, har fotograferet den nu 38-årige mand i skoven på en måde, så hans temperament løb af med ham, og han derefter skød på parret.
Kameraet er endnu ikke fundet.
Begynder 16. april
I alt 32 vidner skal fremlægge forklaring under retssagen mod den 38-årige mand. 20 af dem tilhører anklageren.
Sagen skydes i gang den 16. april, og der er sat otte dage af til behandlingen af sagen.