Drone-eventyr på vej til Odense

En ny forskningsaftale kan blive startskuddet til et drone-eventyr i Odense og Hans Christian Andersen Airport.

I en ny aftale mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti er der afsat 36 millioner kroner til forskning i strategiske vækstteknologier, herunder til civile projekter om anvendelse af droner.

Samtidig er der afsat 15 millioner kroner i en pulje, der skal deles mellem forskning i kystturisme og drone-forskning.

Dansk Folkepartis medlem af Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser Jens Henrik Thulesen Dahl, DF, er meget tilfreds med aftalen.

- Jeg er meget tilfreds med at det i aftalen er lykkedes at få sat fokus på perspektiverne i civil udnyttelse af små ubemandede fly - også kaldet droner, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Derudover er han glad for, at Danmarks Innovationsfond i 2014 skal støtte forskning i civil anvendelse af droner.

- Aftalen giver et godt grundlag for den videre prioritering af den planlagte kortlægning og teknologivurdering af civile aktørers anvendelse af droner i Danmark. Et arbejde, der skal være færdigt medio 2014, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Se mere på TV 2/FYN klokken 22.20.

Fakta - her er aftaleteksten

Forskning i strategiske vækstteknologier, herunder produktions- og materialeteknologier samt IKT

Der tilføres 36 mio. kr. til forskning i strategiske vækstteknologier, herunder produktions- og materialeteknologier og IKT, som er generiske teknologier med store anvendelsesmuligheder i brede dele af dansk erhvervsliv og som samtidig kan bidrage til at gøre det mere attraktivt for virksomhederne fortsat at placere forskning, udvikling og produktion i Danmark og bidrage til løsning af en række samfundsudfordringer inden for f.eks. energi-, miljø- og sundhedsområdet. Der kan endvidere gives støtte til forskning i fremtidens produktionssystemer og endvidere i eksklusivt civile (ikke-militære) projekter om anvendelse af droner.

Videngrundlag for forskning, innovation og uddannelse, dansk kystturismeforskning samt teknologivurdering af droner.

Der tilføres 15 mio. kr. til at udbygge det videngrundlag, der ligger til grund for initiativerne inden for forskning, innovation og uddannelse.

...Inden for rammerne af de afsatte midler igangsættes en kortlægning og teknologivurdering af igangværende og planlagte civile aktørers anvendelse af droner i Danmark. Der iværksættes endvidere en kortlægning af dansk kystturismeforskning.

Oversigt

    Oversigt