Erik fik et af de første stik på fynsk vaccinationscenter: - Jeg har passet godt på

Der har spredt glæde blandt både personale og ældre, at et nyt center i Odense fremover kan stå for at vaccinere fynboerne.

Mandag blev de første stik givet i et fynsk vaccinationscenter, da det ene af de to åbnede på Athenevænget i Odense. 

Og en af dem, der stod klar til det længe ventede prik, var 93-årige Erik Hein.

- Jeg synes godt om det. Absolut, siger han til TV 2 Fyn.

- Jeg har passet godt på i hvert fald.

quote Vi kan se de her ældre medborgere komme ind med lys i øjnene, fordi de nu endelig kan blive vaccineret

Sigurd Broesby-Olsen, overlæge på OUH

Fyns to vaccinecentre placeres i henholdsvis Odense og Svendborg og vil i første omgang vaccinere ældre over 85 år. Men også ældre over 65, der modtager hjælp i hjemmet, bliver tilbudt vaccinen.

- Det er fantastisk

Sundhedspersonalet på centeret i Odense har trippet for at komme i gang med vaccinationerne. Og Sigurd Broesby-Olsen, der er overlæge på OUH, kalder det en stor dag.

- Det er en milepæl, for vi er mange, der har arbejdet hårdt for at nå hertil i dag. Det er tre uger siden, vi overtog bygningerne, og nu står vi klar i nogle rammer, vi godt kan være bekendt, siger han.

- Vi kan se de her ældre medborgere komme ind med lys i øjnene, fordi de nu endelig kan blive vaccineret. Der er jo fantastisk, at vi kan være med til det.

Lærere og pædagoger føler sig overset

Prioriteringen af vaccinerne har dog allerede mødt kritik fra de fynske lærere og pædagoger. De vil rykkes op i køen og prioriteres sammen med sygehusenes frontpersonaler.

Derfor opfordrede pædagogernes fagforening BUPL mandag forældre til at holde deres børn hjemme fra børnehave og vuggestue på grund af smitterisiko.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil (S) har indtil videre afvist at lukke daginstitutionerne.

Overlægen mener dog i første omgang, at det giver mening at vaccinere de sårbare først.

Vil lette i hverdagen

Tilbage på vaccinationscenteret har Erik Hein fået sit stik. Og der skal mere til at skræmme den pensionerede landmand.

- Det var ikke noget særligt, jo. Det vil lette i det daglige, at vi ikke skal blive ved med at gå og tænke på, om det rammer os. Men der skal jo gå en vis tid endnu, siger han.

- Jeg håber, at når vi når foråret, så har vi et helt normalt, dejligt forår, som vi plejer.

I løbet af 2021 vil der blive åbnet for, at borgere, der ikke er frontpersonale eller sårbare, får mulighed for at komme hen og blive vaccineret. Før man kan booke en tid til vaccination på centret, skal man dog have en invitation via sin e-boks. 

Oversigt

    Oversigt