Antallet af nye smittede med coronavirus er faldet i Vollsmose.
Det viser de seneste tal fra Odense Kommune.
TV2 FYN SPECIAL: SMITTEN I VOLLSMOSE
I løbet af det seneste døgn er der konstateret fem nye smittetilfælde, mens der i den seneste uge er registeret i alt 73 nye smittede i Odense-bydelen. Dermed er incidenstallet tirsdag 798,4. Mandag var tallet 951,5.
Selvom smittetallet er faldet i Vollsmose, er incidenstallet i bydelen forsat meget høj i forhold til resten af kommunen. Men med det nye smittefald kommer kommunens samlede incidenstal for første gang i lang tid under 100 og ligger tirsdag på 98,6.
Betydning for Odenses genåbning
Hvis incidenstallet i Odense Kommune bliver under 100, er kommunen under en grænse, som kan være afgørende for den yderligere åbning af samfundet.
Derfor er smitteopsporingen i Vollsmose, hvor coronaudbruddet er størst, intensiveret den seneste tid, og mandag fik regeringen opbakning til at benytte tvungen isolation i Odense-bydelen. Hvis smittede borgere nægter at isolere sig, vil det kunne koste en bødestraf.
Derudover støtter et politisk flertal, at det i Vollsmose skal koste en bøde, hvis man ikke følger kravet om at bære mundbind indendørs i arkader, supermarkeder og butikker.
I hele Odense Kommune er der i løbet af det seneste døgn konstateret 20 nye smittetilfælde, mens der i løbet af den seneste uge er konstateret 202 smittetilfælde i kommunen.
INCIDENSTAL