Om få måneder skal eleverne i 9. y på Søhusskolen til afgangsprøve. Men de fleste er allerede nu blevet optaget på en ungdomsuddannelse og ved, hvad de skal efter sommerferien.
- Lige nu kan vi bare lægge os ned og sove egentlig og ikke rigtig tage i skole, fordi det betyder ikke noget. Vi kommer ind uanset, siger Maria Hamelsvang fra 9. y, og klassekammerat Rasmus Pedersen supplerer:
- Så snart du er optaget, er det vigtig, at du bare består.
For at eleverne kan få mere ud af de sidste måneder i folkeskolen, vil et flertal i folketinget nu have flyttet prøverne.
- Sådan som afgangsprøverne ligger i dag, der er det sådan set lidt spild, og jeg synes også, man holder de unge lidt for nar, siger SFs folketingsmedlem Annette Wilhelmsen.
SF foreslår, at eksamen skal ligge før eleverne bliver optaget på en ungdomsuddannelse, og de sidste måneder i folkeskolen skal så bruges til forberedelser til uddannelsen.
- Så vi vil rigtig gerne have, atforåret bliver brugt på at de unge får mulighed for at kvalificere sig til det, de rigtig gerne vil efter efter sommerferien, siger Annette Wilhelmsen.
Søhusskolen synes godt om forslaget
På søhusskolen hilser man en ændrig af afgangsprøven velkommen.
- Meningen med det vil jo være, at omlægningen af prøverne vil komme til at betyde, at prøven bliver en start på en ungdomsuddannelse og ikke bare en afslutning på folkeskolen, siger skoleleder Erling Pedersen fra Søhusskolen.
Og Maria Hammelsvang er enig:
- Jeg synes, det er en rigtig rigtig god ide, fordi der er rigtig mange i klassen, hvor der er nogle ting de er bagud og nogle ting, de er foran med, og så ville det være nemmere at lære det, vi ikke er særlig gode til.