Fire mænd dømt for vold af særlig rå og brutal karakter efter overfald i Vollsmose

Fire mænd er onsdag dømt for trusler, forsøg på ulovlig tvang og vold af særlig rå og brutal karakter efter et overfald i Egeparken i Vollsmose.

Skyldig i trusler, ulovlig tvang og vold af særlig rå, brutal og farlig karakter.

Sådan lød dommen over fire mænd, der alle er i 20’erne, ved Retten i Odense onsdag.

To af de unge mænd blev samtidig udvist, mens én af de dømte fik forhøjet sin straf efter bandeparagraffen.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

De fire mænd er dømt for en episode i Egeparken i Vollsmose, som fandt sted om aftenen den 16. september sidste år ved Egeparken nr. 154. 

Her slog de fire mænd den forurettedes hoved ind i en lygtepæl og tildelte ham flere spark og slag i hovedet og på kroppen. 

To personer, der var sammen med forurettede, blev under overfaldet truet på livet.

Bil brugt som våben

Ud over overfaldet ved Egeparken er den ene af mændene dømt for en forsætlig påkørsel af en person den 20. august sidste år ved Lidl på Cikorievej i Odense. 

Anklagemyndigheden ved Fyns Politis påstod, at bilen blev brugt som et våben, og at påkørslen skete som led i den dengang verserende konflikt mellem kriminelle grupperinger i Odense. 

Derfor lagde anklagemyndigheden op til, at den tiltalte skulle dømmes efter straffelovens paragraf 81a, den såkaldte bandeparagraf, som giver mulighed for at forhøje straffen med indtil det dobbelte. 

Det valgte retten at følge. Alle fire er dømt i overensstemmelse med anklageskriftet.

Det er de fire tiltalte dømt for:

En 25-årig mand fra Odense er idømt fængsel i ni måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år samt et opholdsforbud i to år i dele af Odense Kommune. Dømt for deltagelse i overfaldet i Egeparken og for at have truet to personer på livet ved et bageri i Vollsmose i Odense.

En 22-årig mand fra Odense er idømt et år og seks måneder og frakendt førerretten i et år og får opholdsforbud i tre år i en del af Odense Kommune. Dømt for deltagelse i overfaldet i Egeparken samt et tilfælde af forsætlig påkørsel af en person ved Lidl på Cikorievej i Odense.

En 24-årig mand fra Odense er idømt fængsel i otte måneder og opholdsforbud to år i en del af Odense Kommune. Dømt for deltagelse i overfaldet i Egeparken.

En 26-årig mand med ukendt adresse, er idømt fængsel i ti måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, samt opholdsforbud i to år i en del af Odense Kommune. Dømt for deltagelse i overfaldet i Egeparken.

Tre af de fire dømte blev varetægtsfængslet efter dommen, der også resulterede i konfiskation af en Mercedes. Alle fire dømte har udbedt sig betænkningstid. 

Det er ikke alle kriminelle handlinger, der ender med domsfældelse. Drabet på en tilfældig, uskyldig mand, der havnede i kugleregn mellem to bander i Vollsmose, bliver formentlig aldrig opklaret.

Oversigt

    Oversigt