Flere smittede: Nyt hop i incidenstallet for Vollsmose

Incidenstallet i Vollsmose runder 600 efter weekenden. De stigende smittetal ses i hele kommunen.

Efter der i weekenden blev registreret mindre smitte i Odense-bydelen Vollsmose, er tallene igen steget betydeligt det seneste døgn.

Det viser de nyeste tal fra Odense Kommune.

I alt er ti personer testet positive siden søndag, hvilket betyder, at incidenstallet for bydelen går fra 535,9 til nu at ligge på 645,3.

Da smitteudbruddet i Vollsmose var på sit højeste 8. marts, lå incidenstallet på 951,5. For blot en uge siden var tallet dog nede på 415, efter kommunen havde igangsat en massiv testindsats.

Smitten stiger i hele Odense

Sammenlignet med flere af de andre fynske kommuner ligger smitten fortsat højt generelt i Odense. For hele kommunen er incidenstallet steget fra 122,4 søndag til 128,4 mandag.

Det dækker over 263 nye smittede inden for den seneste uge. Og det er ikke kun i Vollsmose, beboerne tester positive på deres tests.

I Odense C er incidenstallet steget fra 65 til 85 det seneste døgn. Og i både i Odense M (incidens 123), Odense SØ (117) og Odense SV (116) er der ifølge Odense Kommunes egne tal registreret stigninger.

I hele Odense NØ, hvor Vollsmose ligger, er incidenstallet på 513.

Oversigt

    Oversigt