Forældre og pædagoger har fået nok - nu forsvares dagrengøring i børnehuse

Rengøringspersonale forsvarer rengøring i dagtimerne i børnehuse i Odense, efter at såkaldt synlig rengøring har fået kritik fra forældre og medarbejdere.

I de seneste dage har TV2 Fyn fortalt, hvordan forældre og pædagoger har fået nok af, at rengøringen i vuggestuer og børnehaver i Odense foregår i dagtimerne. Ifølge forældre og pædagoger forstyrre det børnene, som bliver utrygge og kede af det. Derudover er rengøringen ifølge forældrene dårligere, fordi rengøringspersonalet ikke kan komme til for børnene. 

Den udlægning er dog faldet rengøringsassistenterne for brystet. Katarina Weber er fællestillidsmand for de omkring 350 rengøringsassistenter i Odense Kommune. Hun hæfter sig ved, at institutionerne som udgangspunkt ved, hvornår rengøringspersonalet kommer, og at de derfor kan planlægge efter det og lave noget andet, når rengøringsassistenten er der.

- Vi har jo synlig rengøring i Odense Kommune, og det er vigtigt at holde fast i, at vi ikke skal gemmens væk om natten, siger hun. 

Hun tilføjer, at alle har brug for at blive set og rost for deres arbejde, og det gør man ifølge hende ikke, hvis man arbejder om natten. Derudover er det helbredsmæssigt bedst at arbejde om dagen.

Hun forstår ikke umiddelbart, at børnene skulle være utrygge ved rengøringen, da det som regel er den samme rengøringsassistent, der kommer.

- De må jo også være vant til at se deres forældre gøre rent derhjemme, siger hun.

Bedre kommunikation mellem parterne er ifølge Katarina Weber vejen frem.

- Vi skal tage dialogen om, hvordan vi gør det her, så alle bliver tilgodeset. Vi har også et arbejde, vi skal passe på nogle ordentlige vilkår, siger hun.  

Fremstillet som nogle, der går i vejen

Line Bjørndal, der er næstformand i 3F Odense GOPS, som blandt andre organiserer rengøringsassistenterne i Odense Kommune, føler, at rengøringsassistenter i medierne bliver fremstillet som nogle, der nærmest går i vejen, når de udfører deres arbejde. 

Hun mener, at det sagtens kan lade sig gøre at udføre rengøring i dagtimerne, uden at det generer børn og pædagoger. 

 - Vi er sikre på, at det her handler om noget helt praktisk logistik og planlægning. Så er vi sikre på, at vi sagtens kan få det her til at gå op, siger hun.

I forbindelse med corona-epidemien blev der indført ekstra rengøring i institutionerne herunder i dagtimerne. Det viser ifølge Line Bjørndal, at det kan fungere med rengøring i institutionens åbningstid til alles tilfredshed.  

Line Bjørndal er næstformand for 3F Odense GOPS, der blandt andet repræsenterer rengøringsassistenterne i Odense Kommune.
Line Bjørndal er næstformand for 3F Odense GOPS, der blandt andet repræsenterer rengøringsassistenterne i Odense Kommune.

TV2 Fyn har tidligere beskrevet, hvordan forældre følte sig kaldet til at gøre rent selv i et børnehus. Til det siger Line Bjørndal, at hun er enig i, at rengøringen godt kunne være bedre nogle steder, men hun peger på, at niveauet for rengøring bliver fastlagt politisk.

- Ja, vi kan måske også få øje på, at niveauet sagtens kunne være højere, men det må være en politisk beslutning at tilføre de ekstra ressourcer, siger hun.

Næstformanden tilføjer, at man også skal tænke på, at rengøringen er der i et tidsrum på for eksempel et par timer i løbet af dagen og ikke altid om morgenen. Derfor kan det se beskidt ud, når forældrene kommer om morgenen.

- Det kan godt være, at det er beskidt, når man kommer om morgenen, men så har der i hvert fald været gjort rent på et tidspunkt, siger hun.

Vil I være åbne for at vende tilbage til rengøring uden for institutionens åbningstider?

- Nej, vi er rigtig glade for synlig rengøring. Vi mener, at rengøringsassistenter ligesom alle andre lønmodtagere er bedst tjent med at have et dagarbejde, fordi vi ved, at det slider at arbejde aften og nat, og det er konstateret, at det er skadeligt for menneskers sundhed at arbejde om natten, siger hun.

TV2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra pædagogerne fagforbund BUPL Fyn, men sidst på eftermiddagen fredag er BUPL Fyn endnu ikke vendt tilbage.

Oversigt

    Oversigt