Bevægede sig kun for cola og chips: Nu har Jesper gennemført vild løbe-bedrift

Jesper Pedersens løb startede som et supplement og endte som en livsstil. Som 35-årig ændrede hans liv sig med længder. I dag er løb et værn mod stress og et middel til lykkerus.

48-årige Jesper Pedersen fra Glamsbjerg deltog i skolernes motionsdag fredag 11. oktober. Men målsætningen var en anden end de flestes. Karmavikingen, der er pædagog i Køng Børnehave, ville løbe 12 timer i streg for at samle penge ind til friskolen i Køng. Og har han først sat sig noget for, så skal det føres ud i livet.

- Hvis jeg har sagt noget højt, så enten gennemfører jeg, eller også så ved jeg, at når jeg er nødt til at opgive, så er det, fordi jeg ikke har en eneste dråbe tilbage i mig, siger Jesper Pedersen.  

Jesper Pedersen er på Instagram kendt som "karmaviking". Han har deltaget i 298 halvmaratoner og 13 maratoner. Men tanken om at skulle løbe 12 timer i streg, giver ham stadig hurtig hjertebanken.

Om formiddagen løb Jesper Pedersen med børnene fra skolen og børnehaven.
Om formiddagen løb Jesper Pedersen med børnene fra skolen og børnehaven.
Foto: Privatfoto

- Nu skal der graves dybt

Den første fysiske krise på løbeturen blev løst med slik og saftevand. Men da klokken slog fem, og alle andre var taget hjem på efterårsferie, ramte det psyken som en stor knytnæve i maven. 

 - Da tænker jeg, at nu skal der graves dybt, fortæller Jesper Pedersen.

Forældre begyndte at skrive til ham, at de stod ude ved vejen rundt omkring, så han lagde ruten efter det. Tanken om det, han løb i møde, kunne få ham til at tude - så presset var han.

Hen på eftermiddagen begyndte forældre og børn at stille sig ud til vejen med slik og flag. Støtten var altafgørende for, at Jesper Pedersen kunne fortsætte.
Hen på eftermiddagen begyndte forældre og børn at stille sig ud til vejen med slik og flag. Støtten var altafgørende for, at Jesper Pedersen kunne fortsætte.
Foto: Privatfoto

- Beslutningen blev taget for mig

Jesper Pedersen er ikke ligefrem løbet gennem tilværelsen. Som 35-årig blev han nødt til at skifte job, fordi han havde slidt sig op som maskinarbejder. I et senere job fik han stress. Og så kom diskusprolapserne. 

Men selvom det var svært at gå fra et velbetalt job, hvor han levede "det nemme liv", har det vist sig at være et stort vendepunkt i Jesper Pedersens liv - til det bedre. 

- Jeg var i virkeligheden bare en tyk og doven mand. Hvis jeg bevægede mig, var det for at hente chips og cola, siger Jesper Pedersen. 

Efter nedslidningen startede han til genoptræning i Fitness World. "Hvis jeg stopper nu, kommer jeg aldrig i gang igen," tænkte han og købte et abonnement til fitnesscenteret. I løbet af otte måneder tabte han sig 22 kilo. 

- Den store mave forsvandt stille og roligt, og så får man jo blod på tanden. Det er bare federe at være sund end at være fed, griner Jesper Pedersen.

Han havde længe spekuleret i at arbejde med mennesker, så han tog en uddannelse som pædagogisk assistent. Men ingen af delene var sket, hvis hans krop ikke havde tvunget ham til det, mener han.

- Det er svært at tage det skift og sige "okay, nu går jeg ud og tjener virkelig dårligt i forhold til, hvad jeg gør i forvejen". Beslutningen blev taget for mig, i og med at jeg fik slidt mig selv op, og det valgte jeg at se positivt på. Jeg er jo enormt glad for det liv, jeg har i dag.

Løbet startede som supplement til cirkeltræningen - i starten foregik det altid sent om aftenen eller i skoven, for folk skulle ikke se, at han var dårlig. Men med tiden blev han bidt af det, og nu løber han hele tiden.

- Det er enormt svært at komme i gang med at træne. Men når først man kommer i gang, giver det et kæmpe overskud resten af tiden, siger Jesper Pedersen.

Båret hjem af støtte

70 kilometer inde i 12-timers-løbet rammes Jesper Pedersen af en krise. 

- Jeg kunne simpelthen overhovedet ikke overskue, hvordan jeg skulle klare de sidste 40 minutter, siger Jesper Pedersen.

Benene føltes som betonstolper, når han satte i løb. Men så var der en af forældrene, der hoppede op på cyklen og kørte ud efter ham. Støtten blev det, der bar ham hjem.

80,5 kilometer senere havde Jesper Pedersen løbet i 12 timer. Ud for hans hjem stod folk jublende med konfettirør og flag.

- Jeg bliver så rørt, når der er nogen, der bakker op. Jeg havde faktisk ikke forventet, at der var nogen, der gad bruge deres fredag aften på at stå ude i mørket og vente på, at jeg kom forbi, siger Jesper Pedersen.

Ved målstregen ventede skoleledere, bestyrelse, forældre og børn med pizza og øl.
Fotograf: Privatvideo


Det er ikke sidste gang, Jesper Pedersen løber så langt - hans helt store mål er at løbe 100 miles - svarende til 161 kilometer - på et døgn. Han spreder løbende god karma, når han bakker op om andre løbere, deler ud af slik og samler ind til velgørenhed.

- Man kan ikke andet end blive høj og glad af at se så mange blive så glade for så lidt. Jeg vokser af det, siger Jesper Pedersen.

Gennem frivilligforeningen Fundracers har han startet sin egen personlige indsamling til Børnecancerfonden. På to måneder har han indsamlet 4.600 kroner.

Oversigt

    Oversigt