Jævnaldrende reagerer på tragisk dødsfald nytårsnat
kopieret!
Kort efter midnat nytårsnat skete en tragisk ulykke på Nyborgvej i Odense. En ung mand på 24 år kom galt afsted i en fyrværkeriulykke og mistede senere samme nat livet.
En episode, der har sat tankerne i gang hos jævnaldrende.
TV 2 Fyn har talt med flere jævnaldrende. En af dem er kiropraktorstuderende Rasmus Villadsen, der læste om ulykken morgenen efter.
- Jeg synes egentlig, fyrværkeri er hyggeligt og flot, men det er ærgerligt, at det ender med sådan nogle ulykker hvert år, fortæller han til TV 2 Fyn.
Og Rasmus Villadsen er ikke den eneste, der umiddelbart ikke ser fyrværkeri som farligt.
- Det er vildt, at noget, man tænker er rimelig harmløst, kan have så fatale konsekvenser, siger Nanna Mortensen, der også bor i Odense.
Til TV 2 Fyn var hun heller ikke afvisende over for en fremtidig lovgivning mod affyring af fyrværkeri.
Beboere omkring ulykkesstedet på Nyborgvej er også i chok. Her bor blandt andet Louise Ejlsborg på 23 år, der fortæller, at hun er rystet over episoden.
Et tilbagevendende problem
Heldigvis kommer færre galt af sted med fyrværkeriet nytårsaften. Det viser nye tal fra Ulykkesanalysegruppen på OUH.
Værst så det ud i 1998, hvor der blev registreret hele 546 skader på landets sygehuse.
I 2019 var antallet nede på 228, og i år var der så 210, der medførte et akut sygehusbesøg.
Omkring 20 af dem var her på Fyn.
Selvom tallet historisk set er faldet, så mener Claus Oldenbjerg, der er indehaver af Krudttossen, at dette tal stadig er for højt.
- Det er et lavt tal, men det skal være endnu bedre. Det skal helst være nul, siger fyrværker Claus Oldenbjerg.
Han mener dog ikke, at et forbud er den rette løsning på problemet.