Politikere vil stramme reglerne for fyrværkeri - sådan vil de gøre det
kopieret!
Nytåret 2024/2025 førte nye regler med sig. Affyringsperioden var blevet forkortet, hvilket betød, at man kun måtte fyre fyrværkeri af fra 31. december til 1. januar.
Alligevel valgte mange fortsat at fyre af uden for perioden, og ifølge Sikkerhedsstyrelsen var der sågar flere fyrværkeriulykker dette nytår i forhold til året forinden.
En af ulykkerne endte med, at en 24-årig mand fra Odense mistede livet.
Flere folketingsmedlemmer er nu åbne over for, at man igen skal kigge på, om fyrværkerilovgivningen skal skærpes yderligere.
- Jeg synes, det er relevant at kigge på, om der er behov for yderligere stramninger, fortæller folketingspolitiker for Venstre Lars Christian Lilleholt til TV 2 Fyn.
Han mener dog ikke, at man skal gøre fyrværkeri ulovligt.
Den store bødeblok skal frem
Venstre-politikeren fortæller, at han ikke mener, det vil løse problemet, hvis man vælger at gøre køb og salg af fyrværkeri ulovligt.
- Gør vi det ulovligt, skaber vi blot et marked for ulovligt fyrværkeri, fortæller han.
Helt konkret foreslår Lars Christian Lilleholt, at man skal kigge på, om man skal hæve bødesatsen for at fyre at uden for affyringsperioden endnu en gang.
I 2024 blev bødesatsen sat op til 2.500 kroner.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Bjørn Brandenborg mener også, at man skal genevaluere den nuværende lovgivning på området.
- Vi kommer til at kigge på, om der er mere brug for regulering på området, fortæller Bjørn Brandenborg til TV 2 Fyn.