Se den vilde video: Kæmpefugl spottet i byområde
kopieret!
Det var alt andet end at normalt syn, der mødte Torben Hjorth fra Tarup, da han luftede sin hund fredag.
Ved Stavis Å - omkring 100 meter fra Rismarksbroen i Odense NV - spottede han nemlig en havørn, og Torben Hjorth, der efter egen udsagn “er meget interesseret i fugle”, tog fluks sin smartphone frem og filmede kæmpefuglen.
- Den var en superfed oplevelse og en kæmpe glæde at se så stort et dyr i "hverdagsnatur", siger Torben Hjorth til TV 2 Fyn og påpeger, at han har gået netop den tur med hunden hver dag i knap 20 år og “aldrig har set noget lignende”.
Malurt i bægeret
Torben Hjorth beskriver, hvordan det “gav et sus”, da han spottede rovfuglen, der med sit vingefang på knap 2,5 meter er en af Europas største.
- Det var bare et smukt syn at se den flyve der i det frostklare vejr, siger Torben Hjorth, der selv holder fugle.
Selvom Torben Hjorth aldrig har set en havørn på sin gåtur, er det faktisk ikke helt så usædvanligt, at havørne kan finde på at søge mod byområder. Det oplyser en af Danmarks førende eksperter i havørne og medforfatter til bogen Havørnens Danmark, Erik Ehmsen, til TV 2 Fyn.
- Jeg er ked af at skulle fylde malurt i bægeret, men du kan se havørne overalt, siger Erik Ehmsen og tilføjer, at det både gælder befærdede stier, beboede huse og landsbyer.
Ifølge Erik Ehmsen er der tale om “en gammel havørn”, da en sådan kendes på den karakteristiske hvide hale.
Han oplyser videre, at kæmpefuglen formentlig har befundet sig i området for enten at jage ænder eller blishøns, da “fisk for tiden svømmer for dybt i vandet”.
Havørnen vendte i 1995 tilbage som dansk ynglefugl efter mange års fravær.