Flere megakoncerter på Dyrskuepladsen? Formand raser efter møde
kopieret!
I dag mødtes foreningen Dyrskuepladsens Naboer med Odense Kommune for at diskutere udkastet til en ny lokalplan for området omkring Dyrskuepladsen.
Den nye lokalplan skal være med til at sikre, at kommunen fremover lovligt kan afholde megakoncerter på pladsen.
Foreningsformand Nils Skeby var dog ikke just tilfreds efter mødet.
- Jeg synes ikke, der er lyttet til os faktisk overhovedet. Der var ikke taget standpunkter i forhold til CO2-udledning, trafik, støj og udrykningskøretøjer, siger han.
- Jeg synes, vi har taget dem ind, inden den officielle høringsperiode starter, og så når den starter, kan de komme med deres input, siger chef for Kultur og Fritid hos Odense Kommune, Martin Petersen.
Kommune er "kommet i tvivl" - kryber til korset efter heftig Tinderbox-debat
Et af de helt store spørgsmål, der har floreret siden weekenden, har været, om den ultrapopulære festival Tinderbox har været afholdt ulovligt, og om den kan fortsætte i fremtiden.
Tirsdag var lektor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet Jøren Ullits ude henvise til en manglende lovhjemmel, og nu tager Odense Kommune bladet fra munden.
I et skriftligt svar til TV 2 Fyn skriver By- og Kulturforvaltningen, at der gennem en årrække har været afholdt koncerter og andre arrangementer i Tusindårsskoven, og at forvaltningen vurderede, at “det var muligt at afholde Tinderbox uden at være i konflikt med gældende plangrundlag”.
Lægger sig fladt ned
Den eksisterende lokalplan er fra 1992, og i den står, at der “kun opføres mindre bebyggelse, som er nødvendig for områdets drift som friareal og græsningsareal for kreaturer”.
Men selvom koncerter ikke er nævnt i planen, er kommunen kommet i tvivl, erkender den:
- Selvom Planklagenævnets afgørelse om Dyrskuepladsen ikke kan overføres direkte på plangrundlaget for Tusindårsskoven og Tinderbox, er forvaltningen dog kommet i tvivl om, hvorvidt det eksisterende plangrundlag er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for fortsat afholdelse af arrangementer i Tusindårsskoven, skriver forvaltningen.
By- og Kulturudvalget går nu i gang med at udarbejde en ny lokalplan, der skal “modernisere og dermed fremtidssikre området i forhold til afholdelse af arrangementer”.
- Denne lokalplan forventes at kunne fremlægges til endelig politisk behandling for byrådet i foråret 2025.
Borgmester Peter Rahbæk Juel og rådmand Søren Windell har inviteret foreningen Dyrskuepladsens Naboer til et såkaldt dialogmøde om emnet torsdag eftermiddag.