Derfor var Viktor Axelsen for en sjælden gang skyld mødt op for at modtage pris
kopieret!
Lørdag aften blev sporten og danske atleter hyldes ved Sport 2024, og på den røde løber var der én person, der normalt ikke er at finde.
Viktor Axelsen plejer som regel ikke at deltage til showet på trods af at have vundet flere priser de seneste år. Det skyldes, at den store Super 1000-turnering Malaysia Open altid spilles i starten af januar.
Den turnering stiller badmintonstjernen også op til, når den skydes i gang natten til tirsdag dansk tid. Og han erkender, at forberedelserne bliver forringet end tidligere set.
- Jeg er normalt ikke til det her show, fordi jeg skal spille på tirsdag. Så det kommer ikke til at blive de mest optimale forberedelser, men lige den her gang har jeg valgt at prioritere aftenen for at få sat et OL-punktum, forklarer han til TV 2 Sport.
Løb med ærefuld titel
Viktor Axelsen, som vandt guld ved sommerens olympiske lege i Paris, blev lørdag kåret som Årets Sportsnavn i 2024.
Det er tredje gang i karrieren, at Axelsen tager prisen. Han tog også prisen i 2017 og 2021.
Det har ingen individuel atlet præsteret tidligere. Kvindelandsholdet i håndbold har dog også vundet prisen tre gange.
Det er Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark, der står bag kåringen.
Vil nyde de store øjeblikke
Udover at modtage titlen som Årets Sportsnavn har Axelsen samtidig valgt at ville fejre den store triumf og måske lige nyde øjeblikket lidt mere denne gang.
- Jeg tror, at det er sundt lige at stoppe op. Specielt nu hvor jeg måske kigger mod efteråret i min karriere. Jeg spiller ikke i ti år mere i hvert fald, så jeg har valgt at stoppe op og prioritere det her.
Viktor Axelsen møder Lee Cheuk Yiu i første runde ved Malaysia Open.