- Det er meget trist.
Sådan lyder det fra Lars Busk Andersen, førsteassistent i Aldi på Snorresvej i Odense, fredag morgen nogle minutter over otte.
Hans butik er proppet med kunder, men det er - som han selv siger - på en trist baggrund.
- Mange kunder har fortalt os, at de er kede af det, siger Lars Busk Andersen.
Klokken otte var nemlig starten på enden af Aldis liv på Snorresvej.
- Jeg har selv været her i de sidste 24 år og synes, det er en meget kedelig situation, vi er i.
- Men vi må leve med den. Vi gør hvert fald vores bedste de sidste dage også, forsikrer han.
Mange kunder fra morgenstunden
Fredag startede ophørsudsalget i Aldi-butikken på Snorresvej. De første tre dage med 30 procent rabat på alt.
Butikken er den første på Fyn, der holder ophørsudsalg og mange fynboer var mødt op.
- Der er rigtig mange. Jeg havde ikke regnet med, at der var så mange, men alle vil jo selvfølgelig spare i de her tider, siger Naja Kaspersen, der er en af de tidlige kunder.
Hun er ikke på udkig efter noget specifikt, men vil gerne spare lidt på sine dagligvarer.
- Det er meget rart at kunne spare nogle penge i den her tid, især når man har børn derhjemme, siger Naja Kaspersen.
Tomme hylder
Kundernes store interesse kommer som en overraskelse.
- Det er helt fantastisk, at der er sådan en opbakning. Det havde vi ikke turde håbe på, siger Lars Busk Andersen.
Selvom de mange kunder allerede havde ryddet godt ud i hylderne, så siger Lars Busk Andersen, at der nok skal være varer til de næste fire-fem dage også.
Førsteassistenten ved ikke, hvad der skal ske med butikken, når ophørsudsalget officelt er ovre 2. februar. En ting er sikkert. Det bliver ikke en Rema 1000-butik, som flere andre Aldi-butikker.
Onsdag måtte en historisk restaurant i Odense dreje nøglen om og gå konkurs. Ejerne kunne ikke længere få økonomien til at hænge sammen.