Gaderøver fængslet i fire uger

En 19-årig gaderøver, der blev anholdt natten til søndag i Odense, er fængslet i fire uger.

Gaderøveriet foregik klokken 4.57 bag værtshuset James Dean i Mageløs i Odense centrum.

En gæst var faldet i snak med den 19-årige på fortorvet ud for James Dean, og de aftalte, at gå ind i en baggård for at ryge noget hash, som gæsten havde med.

Men i baggården udviklede det sig til et gaderøveri. Den 19-årige truede gæsten med en pistol til at udlevere til hashen og en mobiltelefon. Derefter stak den 19-årige af fra stedet.

Senere på natten lykkedes det politiet at finde og anholde den 19-årige på et andet værtshus i Odense.

Han var da i besiddelse af hashen, men mobiltelefonen og pistolen var der ikke spor af.

Den 19-årige blev søndag fremstillet i grundlovsforhør, og her blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Oversigt

    Oversigt