For anden gang på blot en uge er en boldbane blevet kørt i stykker i Odense-bydelen Næsby. I forrige weekend drejede det sig om en boldbane ved Næsby Boldklub. Denne weekend skete det så igen.
Denne gang gik det ud over en boldbane ved Kroggårdsskolen, som ligger i samme område. En nabo til skolen opdagede lørdag eftermiddag, hvad der foregik, da hun hørte nogle knallerter køre vildt og dytte på skolens område.
- Jeg så de var på fodboldbanen. Da jeg så, at det var deres intention at lave hjulspin i græsset, besluttede jeg mig for at gå derovre og få dem i tale, fortæller hun til TV 2/Fyn.
- Den ene prøvede at sprøjte mudder op på mig
Men det tre personer, som ifølge kvinden er unge, havde ikke lyst til at blive konfronteret.
- Den ene prøvede at sprøjte mudder op på mig, da jeg konfronterede dem.
Sådan skriver kvinden i det offentlige facebookopslag, hun efterfølgende har delt i en gruppe for lokalområdet.
Hun filmede derfor de tre personer, da de stak af fra stedet. Videoerne nedenfor er vedhæftet i kvindens facebookopslag.
Skolebestyrelsesmedlem: - Vi vil finde ud af, hvem det er
De dybe spor i græsplanen falder ikke i god jord hos næstformand i skolebestyrelsen, Jimmi Højkilde.
- Det er jo noget irriterende, unødvendigt hærværk. Som forælder og som bestyrelsesrepræsentant synes jeg, det er meget irriterende og træls, fortæller han.
Ifølge Jimmi Højkilde har adskillige personer allerede henvendt sig til skolen om hændelsen.
- Det er noget, vi vil følge til dørs. Vi vil finde ud af, hvem det er. Politianmelde det om nødvendigt. For vi tolerer ikke hærværk. Det er ikke noget, som vi vil finde os i, siger næstformanden.
Forrige weekend: Biler smadrede fodboldklubs baner
Ifølge Google Maps er der kun to en halv kilometer mellem Kroggårdsskolens boldbane og den boldbane, der blev smadret i forrige weekend. Her gik noget lignende ud over Næsby Boldklubs græs.
- Det er en nabo, som opdager det, da han går tur med sin hund, sagde Erik Bech, der næstformand for Næsby Boldklub, til TV 2/Fyn i mandags.
Boldklubben har haft delt billeder fra hærværket på Facebook, og næstformanden har oplyst, at hændelsen er blevet anmeldt til politiet.