- Uha.
Michael Kjeldsens spejlbillede overrasker ham.
Han er studset og har fået såkaldt 'fade'. Hvad der af mange vil være betegnet som en helt almindelig herreklip.
- Det er da godt nok en ny stil, siger han og tilføjer:
- Men ja, det ser sgu meget godt ud. Det er fantastisk.
For Mikkel Petersen, der også har været en tur forbi den mobile frisørsalon, bringer klipningen et stort smil frem.
- Jeg kan godt se, at det er meget pænere en karse-klipning, som jeg plejer, siger han og griner.
Det er frisørindehaveren Omar Ajjaoui, der har sørget for, at Michael Kjeldsen og Mikkel Petersen har fået en ny frisure. For tredje år i streg - dog afbrudt af corona - giver han hjemløse i Odense en gratis klipning op til jul.
- Det er virkelig nogle gode mennesker. Man bliver godt behandlet, siger Michael Kjeldsen, der bare 10 minutter tidligere sad på herberget og hørte om den gratis mulighed.
Han synes det er et fantastisk koncept.
- Fordi jeg er jo - hvad skal man sige - ikke en af de rigeste i verden, så jeg strøg afsted.
Giver sus i kroppen
Omar Ajjaoui har tidligere givet de gratis juleklip i sin frisørsalon O's Babershop, men i år har han ændret i konceptet og har stillet op i en varevogn på Gråbrødretorv i midten af Odense.
- Mennesker på gaden skal klippes på gaden, siger Omar Ajjaoui.
- Og så håber jeg, at vi kan inspirere andre mennesker ved at stå her og vise, at det ikke kræver så meget at gøre noget godt for andre.
Og her gør klipningen noget helt specielt.
- En klipning giver selvtillid, og det er lækkert at se, forklarer frisøren.
Det er dog ikke kun de hjemløse, der får noget ud af Omars gavmildhed.
- Jeg får et sus i kroppen, når jeg ser mennesker bliver så glade som her, siger frisøren.
Og en ting er sikkert. Det er ikke sidste jul, hvor Omar Ajjaoui og hans kollegaer giver gratis klipning op til jul.
- Til næste år skal vi måske bare ned til herberget at stå, fortæller han.
Omar Ajjaoui er ikke den eneste, der giver ekstra hjælp i julen. 1.215 fynboer er så pressede på økonomien, at de har søgt om hjælp hos Blå Kors for at komme gennem julen i år.