Heunicke om smitteudbrud i Vollsmose: - Ingen instrumenter er fremmede for os

Regeringen er endnu ikke villig til at sætte ind med konkrete nye tiltag i Vollsmose, men overvåger situationen nøje og er klar til at reagere, hvis det bliver nødvendigt.

De seneste dages smitteopsporing har afsløret "skjulte smittekæder langt ind i Vollsmose".

quote  Vi har at gøre med nogle befolkningsgrupper, som af forskellige årsager altså ikke indretter sig efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger

Magnus Heunicke, sundhedsminister, Socialdemokratiet

Derfor er regeringen klar til at sætte flere og hårdere værktøjer ind. Hvis det bliver nødvendigt. 

Sådan lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), som nu for første gang, siden incidenstallet for en lille uge siden begyndte at stige massivt, forholder sig til situationen i Vollsmose. 

- Vi har ikke konkret taget stilling  til, hvad det næste skridt skal være. Men de tal, vi ser nu, viser, at smitten er på et alt, alt, alt for højt niveau. Hvis ikke vi er klar til at sætte ind, risikerer vi, at den spreder sig ud fra boligområdet, siger han og tilføjer: 

- Der er ingen instrumenter, der vil være fremmede for os. Myndighederne ser på det her både i dag og i morgen og vurderer, hvad næste skridt skal være. 

Minister afviser nøl

Torsdag blev regeringen af Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, beskyldt for at nøle.

Ellemann foreslog nemlig allerede tirsdag at sænke forsamlingsforbuddet fra fem til to personer i de odenseanske boligområde. Et forslag, som siden har fået opbakning fra både Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. 

Dér er regeringen ikke endnu, må man forstå på sundhedsministeren. Men han afviser samtidig enhver snak om at nøle. Tværtimod har myndighederne sat både "hurtigt og massivt" ind, lyder det. 

- Vores nye våben er, at vi har personale på stedet, der stemmer dørklokker og er i tæt dialog med lokalbefolkningen, siger Magnus Heunicke og tilføjer, at der ikke kan lægges skjul på, at der også er et etnisk aspekt:

- Vi har at gøre med nogle befolkningsgrupper, som af forskellige årsager altså ikke indretter sig efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Det kan vi ikke tolerere. Vi skal sætte ind hårdt, for resten af Danmark står altså og vil ud af den her smitte, siger han. 

Nogle grupper tager for let på smitten

Da Jakob Ellemann-Jensen tidligere torsdag gentog ønsket om at sænke forsamlingsforbuddet, lød det, at de omtrent 10.000 indbyggere i Vollsmose meget vel kan komme til at ødelægge den videre genåbning for resten af landet. 

- I sætter alt det på spil, som 5,5 millioner mennesker har kæmpet for i et år. Det kan I ikke være bekendt, sagde Jakob Ellemann-Jensen til beboerne i Vollsmose. 

Der er da også nogle grupper, som "tager for let på det her og ikke i tilstrækkelig grad passer på" - blandt andet ved at mødes for mange, siger sundhedsminister Magnus Heunicke. Det vil han acceptere, lyder det, men: 

- Jeg vil ikke være med til, at vi skærer alle over en kam og siger, at alle, der kommer fra et andet land eller har et efternavn med en anden klang end dansk, de er skyld i, at vores smitte eksploderer. Sådan er det selvfølgelig ikke. 

På et pressemøde afholdt af Odense Kommunes borgmester torsdag eftermiddag lød det, at der er en klar forventning om, at den mere smitsomme britiske mutation er overrepræsenteret i Vollsmose såvel som i resten af kommunen. 

Borgmester Peter Rahbæk Juel holdt torsdag pressemøde om smittetrykket i Odense-bydelen Vollsmose.
Borgmester Peter Rahbæk Juel holdt torsdag pressemøde om smittetrykket i Odense-bydelen Vollsmose.

Her var borgmesteren heller ikke afvisende overfor, at et forsamlingsforbud på to personer kan blive nødvendigt. Det er dog en diskussion, der skal tages på Christiansborg, lød det. 

Oversigt

    Oversigt