Hjerneskadet betjent i fængsel for vold

Hjerneskadet politimand fik lov at patruljere, og nu er han dømt for vold. Hjerneskaden trak straffen nedad.

En hjerneskadet politimand fra Fyns Politi har fået fire måneders fængsel, heraf tre måneder betinget, for vold mod en borger.

Retten i Odense har mildnet dommen netop med henvisning til betjentens hjerneskade. Ledelsen i Fyns Politi har ment, at han trods skaden kunne arbejde på gaden.

Den 39-årige politiassistent slog en psykisk syg mand flere gange med sin politistav, efter at manden var lagt i håndjern.

Derefter tildelte han manden et knytnæveslag i maven, mens de sad i en politibil.

Det betyder samtidig, at Retten i Odense onsdag har frifundet ham for to andre tilfælde af vold.

- Det er jeg selvfølgelig tilfreds med. Og jeg er glad for, at man ikke har dømt ham for grov vold i forbindelse med episoden, hvor han brugte sin politistav, siger betjentens forsvarer, advokat Torben Koch.

Dommer Jens Lind og de to domsmænd mente ikke, at de havde set de beviser, som skulle til for at dømme den 39-årige ER i overensstemmelse med anklageskriftet.

Tirsdag kom det frem, at ER pådrog sig en hjerneskade under boksetræning i politiet i 2009.

Det fik betydning for straffens længde.

- Det trækker op, at ER er politimand. Men der er lagt vægt på, at ER trods sin hjerneskade blev anset som egnet til almindeligt politiarbejde, og det har efter rettens vurdering haft betydning for de valg, han traf i situationerne, sagde dommeren.

Efter lang tids sygemelding og en efterfølgende skrivebordstjans, lykkedes det den 39-årige at komme tilbage på gaden.

Tirsdag afviste han selv, at skaden havde betydning for hans måde at håndtere episoderne på, men retten var altså uenig.

Den muskuløse og skaldede ER var tydeligt tynget af sagens udfald og afviste at kommentere dommen.

Politibetjenten skal i øvrigt betale 1225 kroner i erstatning til den psykisk syge mand, som blev offer for volden.

Manden forsøgte at stikke af, men blev fanget og lagt i håndjern. Alligevel trak ER sin stav og slog ham mindst 10 gange på benene, armene og ryggen.

Den dømte ankede til Østre Landsret på stedet.

Oversigt

    Oversigt