Hober sneen sig op hos dig? Se, om din vej er sidst i køen til snerydning

Når sne og frost rammer, kører Odense Kommune ud og salter og rydder de største veje og stier. Se på kortene nederst, hvordan veje og stier er prioriteret.

Sne fra de foregående dage og temperaturer omkring frysepunktet gjorde, at det mange steder på Fyn var spejlglat her til morgen. 

En af dem, der kæmpede med at holde cyklen på højkant i det kolde vejr, var Klima- og Miljørådmand i Odense Kommune, Tim Vermund (S). Han mener ikke, indsatsen for at sikre fremkommeligheden på cykelstierne i Odense har været god nok. 

- Hvis vi er en by, hvor vi gerne vil have flere til at cykle, så er det klart, at vi skal have kigget på, hvordan vi prioriterer vores cykelstier i forhold til rydning af sne og is. Det har været livsfarligt for mange cykelister de sidste par dage, siger Tim Vermund. 

Miljø- og Klimarådmand Tim Vermund (S) mener ikke, at rydningen af sne og is på cykelstierne i Odense har været god nok.
Miljø- og Klimarådmand Tim Vermund (S) mener ikke, at rydningen af sne og is på cykelstierne i Odense har været god nok.

Den kritik har han også fremlagt i et opslag på Facebook. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

By- og Kulturrådmand Søren Windell (K) erkender, at der er nogle af kommunes cykelstier, som ikke er ryddet godt nok. 

 - Som I kan se, står vi her ved en cykelsti, der er pænt ryddet. Det er der en del af dem, der er, men der er også en del af dem, hvor det ikke er godt nok. Der har vi ikke været tidligt nok ude, og så er sneen blevet kørt fast af cykler, og dermed er den blevet til is og nærmest livsfarlig at færdes på, siger han. 

By- og Kulturrådmand Søren Windell erkender, at der er steder i byen, hvor snerydningen på cykelstierne ikke har været god nok.
By- og Kulturrådmand Søren Windell erkender, at der er steder i byen, hvor snerydningen på cykelstierne ikke har været god nok.

Han siger, at kommunen skal lære af det, og derfor har han bedt forvaltningen om at komme med en sag til By- og Kulturudvalget, som forklarer hvorfor det er, som det er. 

- Vi kigger ind i konsekvenserne af nogle besparelser, som vi tog for nogle år siden, fordi vi havde haft mange milde vintre, og det rammer os nu, siger Søren Windell.

- Det kan godt være, at det er en spareøvelse, vi kommer til at rulle tilbage, siger han. 

Sådan prioriterer Odense Kommune veje og cykelstier

Når sne og frost rammer den fynske hovedstad rykker medarbejderne i Vej og Park i Odense Kommune ud for at holde veje og stier farbare. Prioriteringen af vejen har dog stor betydning for, hvornår du får ryddet sne og saltet på din vej, hvis du bor i Odense Kommune. 

Prioriteringen af snerydning og såkaldt glatførebekæmpelse på vejene fremgår af Vinter- og renholdelsesregulativet for Odense Kommune, som byrådet vedtog i 2019. 

Her fremgår det, at der er fire kategorier af veje og stier. 

På Risingvej ligger der tydeligt sne, hvor der er markeret, at cyklerne skal køre.
På Risingvej ligger der tydeligt sne, hvor der er markeret, at cyklerne skal køre.
Foto: Frederik Kibsgaard

Vejklasser:

Klasse 1: Gennemfartsveje (rød). Bor du ud til en klasse 1 vej, kan du være ret sikker på, at der er ryddet sne og saltet, når du skal ud og køre. Det omfatter de højest prioriterede indfalds- og omfartsveje. Saltning og snerydning udføres på alle tider af døgnet, og der gennemføres præventiv saltning efter behov. 

Klasse 2: Fordelingsveje (blå). Bor du ud til en klasse 2 vej kan du også regne med, at der bliver ryddet sne og saltet, dog ikke i nattetimerne mellem klokken 22 og kl. 3. Det omfatter veje som udgør bindeleddet mellem gennemfartsveje og lokalvejene, eksempelvis veje mellem enkelte bysamfund eller kvarterer i større byer. Kommunen salter først, når der er konstateret glatføre. 

Klasse 3: Lokalveje (grøn) Her rydder kommunen sne og salter, men kun på hverdage imellem klokken 7 og 16, og kommunen prioriteter klasse 1 og 2 veje først. Her kan du altså ikke regne med, at der er ryddet sne eller saltet, hvis du skal ud og køre om aftenen eller i weekenderne. 

Klasse 4: Øvrige veje (gul) Her kører kommunen kun undtagelsesvis ud og rydder sne og salter. Du skal altså ikke regne med, at kommunens folk rydder sneen. Klasse 4 omfatter mange mindre villaveje i Odense, så hvis du bor på sådan en, er det en god idé at være opmærksom på det. 

Du kan se på kortet nedenfor, hvilken klassificering de forskellige veje i Odense har.

Skærmbillede 2024-01-10 110918

 Du kan også selv gå på opdagelse i Odense Kommunes kort via linket her

Stiklasser:

Det samme princip gør sig gældende for stier, herunder cykelstier. 

Klasse 1: Primære hovedstier (rød) De højest prioriterede stier. Kommunen salter og gruser præventivt efter behov på alle tider af døgnet. Her kan du være rimelig sikker på at kunne cykle uden problemer. 

Klasse 2: Øvrige hovedstier (blå) Kommunen rydder sne, salter og gruser, når der er konstateret glatføre i tidsrummet mellem klokken 5 og 22.

Klasse 3: Lokale stier (grøn) Kommunen rydder sne, salter og gruser, når der er konstateret glatføre på hverdage i tidsrummet mellem klokken 7 og 16. Stier i klasse 1 og 2 prioriteres først. 

Klasse 4: Øvrige stier (Gul) Her salter og gruser kommunen som udgangspunkt ikke. 

Skærmbillede 2024-01-10 151601

Du kan selv gå på opdagelse i Odense Kommunes kort over prioritering af cykelstier via linket her

  

Oversigt

    Oversigt