Hotel Odense, der ligger ved Odense Congress Center og Arena Fyn, har planer om at udvide og mere end fordoble antallet af værelser.
- Planen er, at vi i første omgang udvider hotellet med 200 værelser. Allerede nu går vi med tanker om, at den udvidelse sagtens kan blive større – eller måske vi endda udvider et andet sted i byen, siger Enrico Augustinus, der er administrerende direktør i Odense Sport og Event.
Odense har i en årrække haltet efter en by som Aalborg, fordi vi simpelthen ikke har kunnet matche deres antal af hotelværelser
Som det er nu, har hotellet 109 værelser.
Halter efter Aalborg
Udbygningen af Hotel Odense skal være med til at sikre, at Odense kommer i spil, når store begivenheder og kongresser er i udbud landet over.
- Det er nødvendigt med flere overnatningsmuligheder i Odense. Vi oplever, at Odense gang på gang bliver fravalgt, fordi hotelkapaciteten er for lille, selvom vi har en optimal geografisk placering. Det skal vi gøre noget ved, hvis byen skal kunne tiltrække de helt store kongresser, konferencer og events, siger Enrico Augustinus.
- Odense har i en årrække haltet efter en by som Aalborg, fordi vi simpelthen ikke har kunnet matche deres antal af hotelværelser, fortsætter han.
Tidsplanen for den planlagte udvidelse er stadig uklar, da Odense Sport & Event afventer de sidste godkendelser før, at udbygningen kan sendes i udbud.