Stinna Tange Kaastrup fik Kulturministerens Handicapidrætspris, fordi hun præsterede at vinde to bronzemedaljer ved de Paralympiske Lege i Rio, men også fordi hun er en god repræsentant for parasporten og formår at studere på SDU ved siden af eliteidrætten.
- Stinna Tange Kaastrup formår at sætte fokus på handicapidrætten på olympisk vis. Ved årets Paralympiske Lege i Rio vandt Stinna to bronzemedaljer i dressurridning. Udover at være eliteatlet er Stinna endvidere engelskstuderende på SDU. Stinna er en fantastisk ambassadør for parasporten og dansk eliteidræt – hun er en inspirationskilde og er om nogen en værdig vinder af årets pris, siger kulturminister Mette Bock.
- Denne her pris er prikken over i'et på et helt fantastisk 2016, lød det fra Stinna Tange Kaastrup, inden hun takkede sine trænere, sit team i Rio, familie, veninder og ikke mindst hesten Smarties, som har en stor del af æren for parrets flotte resultater, hedder det på hjemmesiden, Parasport Danmark.
Stinna Tange Kaastrup var indstillet til prisen af både Team Danmark, DIF og Danske Handicaporganisationer.
Udover hendes sportslige kraftpræstationer ved de Paralympiske Lege i Rio fremhæver de Stinnas olympiske præstation som endnu mere imponerende, når det tages i betragtning, at hun på under et år udviklede det medaljevindende partnerskab med sin hest Smarties.
Hun har op til de Paralympiske Lege udvist en usædvanlig sportslig dedikation og er i besiddelse af en smittende positiv indstilling til udfordringer og omverdenen, hedder det i begrundelsen.
Hun er født uden ben og bruger derfor to piske til at styre hesten.
Udover Stinna Tange Kaastrup var skiløber Arne Christensen og parabordtennislandsholdets træner, Christoffer Petersen, nomineret til prisen.
Med prisen følger 100.000 kroner.