IT-direktør om udenlandsk arbejdskraft - Jeg vil aldrig gå på kompromis

Antallet af højtuddannede udlændinge og faglærte i Odense er på otte år fordoblet. Ifølge direktør i it-branchen betyder højkonjunkturen mangel på arbejdskraft i alle lag

En del forstår hun, men det kniber med at tale dansk. Men Oumaima Dalil har lært at udtale, hvor hendes arbejdsplads ligger.

- Over Holluf, griner hun.

Oumaima Dalil kommer fra Stuttgart og har ansvaret for den digitale marketing og koordinering af alt på sociale medier hos Intellifinder, der ligger i det sydlige Odense i Over Holluf.

quote Jeg vil aldrig gå på kompromis med ikke at tage udenlandsk arbejdskraft ind, hvis det er det, der giver mening for virksomheden

Michael Kørschen, administrerende direktør og partner, Intellifinder 

Vækstvirksomheden udvikler ressourcesparende software til forskellige kunder og satser for alvor på det store marked syd for grænsen. Derfor har Oumaimas tyske baggrund været en stor fordel, og hun er netop på vej til Tyskland for at undervise i forbindelse med en af virksomhedens nye tyske kunder.

- Under hendes praktik her viste hun sig at være en ressource, vi slet ikke var klar over, vi manglede, fortæller administrerende direktør og partner Michael Kørschen til TV 2/Fyn. 

Skabte selv jobbet

Oumaima Dalil kom sammen med en veninde til Odense for at tage sin masteruddannelse i brandmanagement og marketcommunication i 2015 på SDU. En uddannelse som altså nu er blevet til et fast fuldtidsjob.

TV 2/Fyn undersøger: Udenlandsk arbejdskraft

- Vi var overrasket over, hvor lille Odense var. Vi havde lige læst, at det var Danmarks tredjestørste by. Nu kan jeg godt se, den er stor, men førstehåndsindtrykket i forhold til Stuttgart, griner hun.

På bare fire år er It-virksomheden vokset til 12 medarbejdere, hvoraf de 5 er udenlandske. Ifølge direktøren har det været en kæmpe fordel for virksomheden og dens videre udvikling mod eksportmarkedet.

Han er ikke i tvivl om, at de udenlandske medarbejdere gør en forskel på bundlinjen.

- Vores værdi i den her mulitetniske styrke, vi har fået samlet her, er for denne her virksomhed enestående i vores måde at blive til en eksportvirksomhed. Jeg vil aldrig gå på kompromis med ikke at tage udenlandsk arbejdskraft ind, hvis det er det, der giver mening for virksomheden, siger Michael Kørschen. 

Oumaima Dalil er faldet godt til i HC-Andersens by.

- Det er et nuttet centrum, og det er skønt at man kan komme overalt med sin cykel, siger hun.

Reserverede danskere

Oumaima Dalils nærmeste chef er Monico Roczniak, som selv kom hertil fra Polen, da hendes mand fik job i Odense. De forstår hinandens udfordringer på det danske arbejdsmarked.

-Tit er folk i Danmark lidt reserverede over de nytilkommende. Indimellem er de bange for at vi er kommet for at tage deres job. Men vær åbne, vi er mennesker ligesom jer. Vi vil virkelig gerne få nogle venner her også, siger Monica Roczniak.

Tyske Oumaima Dalil til venstre har ansvaret for den digitale marketing og koordinering af alt på sociale medier hos Intellifinder. Hendes nærmeste chef Monica Roczniak er fra Polen. Foto: Ken Petersen
Tyske Oumaima Dalil til venstre har ansvaret for den digitale marketing og koordinering af alt på sociale medier hos Intellifinder. Hendes nærmeste chef Monica Roczniak er fra Polen. Foto: Ken Petersen

Via netværket International Community Odense møder hun mange andre udlændinge. Men det kniber med at finde danske venner.

Derfor praktiserer de ikke dansk men derimod engelsk. Det er også sproget på jobbet, som hun har sikret sig på fuld tid.  

Skulle I ikke lede lidt mere efter danskere, der går ledige?

- Det kan du godt sige, vi søger jo bredt. Men vi kigger først og fremmest på personligheden, og hvad det er for en kemi og et menneske, der kommer. Vi er i oppetid, og det kommer formentligt til at gå stærkere endnu. Jeg tror, vi kommer til at mangle arbejdskraft i alle lag fra ufaglærte til højtuddannede. Så jeg tror egentligt ikke, vi skal være så bange for det. Det værste, der kan ske, er, at vi har jobs, der ikke bliver besat. Virksomheder, der ikke får den udvikling og den succes, de skal have. I sidste ende går det jo ud over statskassen, mener Michael Kørschen.

Oversigt

    Oversigt