Det er nu tre dage siden, at den konservative rådmand Jan Boye faldt om under et møde i København på grund af en hjerneblødning.
Uden bevidsthed
Rådmanden blev bevidstløs kørt på Rigshospitalet, hvor han stadig er indlagt. Jan Boye har endnu ikke været ved bevidsthed.
- Jan Boye er stadig uden bevidsthed og ligger stadig i respirator. Han er ikke i akut livsfare, men situationen er fortsat livstruende, siger De Konservatives gruppeformand Steen Møller, Odense.
Møde i Finanstilsynet
Den 49-årige Jan Boye faldt om, mens han var til møde i Finanstilsynet i kraft af sin post som bestyrelsesmedlem i Kommunernes Landsforening.
Politikeren er kendt som en aktiv mand, der udover fuldtidsjobbet som by- og kulturrådmand i Odense også er formand for Dansk Håndbold Forbund - ligesom han er formand for bestyrelsen for Odense Teater.