På campingpladsen Odense City Camp har en særlig gruppe gæster tiltrukket sig meget opmærksomhed de seneste dage.
De sidste to dage har ti autocampere, der har kørt lidt længere end de fleste, holdt til på campingpladsen. Det store optog har kørt hele vejen fra Qingdao, der ligger i det østlige Kina mellem Beijing og Shanghai.
De store hvide vogne er beboet af kinesere, der de seneste 104 dage blandt andet har besøgt nogle af Europas største byer, såsom Rom, Barcelona og Paris. Og selvom Odense ikke har noget Eiffeltårn eller et fynsk Colosseum, så har de rejsende set meget frem til besøget.
H. C. Andersen som hovedattraktion
- Vi er vokset op med H. C. Andersen. Vores børn læser hans bøger, især pigerne, fortæller rejselederen John Hu.
Det er tredje gang, at John Hu er på den lange verdensrejse. Den første rejse var en tur med hans nærmeste familie. Siden er antallet af rejsende på turen vokset. Han ser det som sin pligt, at inspirere andre kinesere til at opleve verden og Europa sammen med ham.
Vi er vokset op med H. C. Andersen. Vores børn læser hans bøger
Også for Lihua Dong, der er John Hu's svigerdatter, er det tredje gang hun rejser med. Hun mindes også H. C. Andersen fra da hun var en ganske ung pige.
- I Kina vokser vi op med H. C. Andersens Eventyr. Vi læste dem, da vi var meget, meget unge.
Lihua Dong mindes især eventyret om pigen med svovlstikkerne.
Alle 28 rejsende, som både rummer helt små børn, forældre og bedsteforældre besøgte H. C. Andersen museet i går.
Kinesere er et sjældent syn på campingpladsen
Det særlige syn af de mange vogne tiltrak mange nysgerrige blikke fra andre gæster på campingpladsen. I følge lejrchef Tina Engberg er det også et særligt syn.
- Vi får efterhånden flere udenlandske gæster, men det her er lidt mere end det almindelige, konstaterer hun.
De ti autocampere kommer på turens i alt 150 dage til at tilbagelægge over 45.000 kilometer på vejene frem og tilbage til Kina.
Efter besøget i Odense går turen til Egeskov Slot, hvorefter de kører videre mod København. Herefter går turen hjem mod Kina over de nordiske hovedstæder og Rusland.
Du kan se hele turen, med de mange stop, på kortet her: