Kommune mangler boliger til flygtninge

Odense Kommune har svært ved at finde boliger, der er billige nok, til de ukrainske flygtninge, der er kommet til byen for et år siden.

Det skulle gå stærkt, da der for et år siden kom cirka 1.000 ukrainske flygtninge til Odense Kommune.

Derfor blev byens nye beboere indkvarteret på kollegier, nedlagte skoler og i tomme erhvervslejemål.

- Der kom rigtig mange nye flygtninge til Odense i løbet af kort tid, og det sætter et stort pres, fordi der ikke er så mange ledige lejeboliger på en gang, forklarer Christoffer Lilleholt (V), der er rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.

Ifølge rådmanden har kommunen relativt mange passende lejeboliger, men der kan gå lang tid, før de er ledige, og derfor er processen langsom. 

Derudover har kommunen også en række kriterier, som for eksempel adgang til offentlig transport og plads til børn, der gør at en del boliger ikke kan tildeles til de ukrainske flygtninge. 

For lav ydelse

Christoffer Lilleholt mener, at udfordringen med at finde permanente lejeboliger er særlig stor, fordi de ukrainske kvinder, der er kommet til byen, er registreret som samlevende, hvilket giver en lavere flygtningeydelse fra staten.

Det er de også registreret som, selvom de er kommet alene til Danmark og deres partner er blevet i Ukraine for at kæmpe, og derfor ikke kan bidrage til familiens fælles økonomi.

- Det er ikke et aktivt valg, at de er flygtet til landet uden deres partner.

- Man burde på Christiansborg ændre opfattelsen af, om de er samlevende eller ej, argumenterer Christoffer Lilleholt.

Ifølge en undersøgelse udarbejdet af Røde Kors, KL og Dansk Flygtningehjælp er mangel på boliger et generelt problem, som mange danske kommuner oplever. 45 procent af kommunerne har i undersøgelsen svaret, at det i høj eller meget høj grad er og har været en udfordring at finde tilstrækkelig boligkapacitet.

Men sandsynligheden for, at lovgivningen kommer til at blive ændret, er meget lav, hvis man spørger udlændingeordfører Kasper Sand Kjær (S).

- Den ydelse, man får som flygtning i Danmark, er den samme, uanset hvor man kommer fra. Og det har vi jo vurderet - et bredt flertal i folketinget - at det kan man godt leve for, indtil man får et job, siger han i en artikel til DR.

Begrænsede løsinger

Ifølge Christoffer Lilleholt, har alle flygtninge, der kom før juni og som er blevet boende i byen, fået tildelt en permanent boligløsning.

Han mener dog ikke, at kommunen kan gøre mere, for at processen går hurtigere.

- Hvis vi skal gøre det hurtigere, så skal vi til at opkøbe boliger, og det har vi ikke tradition for, siger Christoffer Lilleholt.

I stedet mener han, at den hurtigste løsning er, at få Ukrainerne hurtigst muligt i job.

- Det at komme i job er den bedste medicin, både til at blive integreret og få flere midler til en bolig, forklarer rådmanden og supplerer: 

- Vi har igangsat rigtig mange initiativer i kommunen, så Ukrainerne kan komme hurtigere i job.

Indtil da siger han, at kommunen vil fortsætte deres samarbejde med de almene boligselskaber, der er med til at skaffe betalelige boliger til de ukrainske flygtninge.

I sidste uge blev Danmarks billigste hus solgt i Faaborg-Midtfyns Kommune. Nu skal det laves helt om.


Oversigt

    Oversigt