Koster to kroner at lave: Amir laver portrætter i salt

Kunstværker koster under to kroner at lave, og i aften er det væk for alle vinde. Salt kan bruges til andet end æg. For eksempel til portrætter.

Først bruger Amir Hussein hele dagen på skabe et af sine portrætter i salt, mens hundredvis af publikummer standser op og kigger undrende til. Hvad laver manden dog?

Jo, Amir Hussain, som er født og opvokset i Odense, har fundet sin helt egen niche inden for portrætkunst. Nemlig at bruge salt i stedet for maling. Og at drysse i stedet for at male.

Under årets H.C. Andersen Festivals, som buldrer løs i hele denne uge i Odense centrum, kan man i toppen af Ny Vestergade opleve den såkaldte saltmand, der gennem seks timer møjsommeligt drysser salt i sirlige mønstre på et sort tæppe.

- Salt kan jo bruges igen og igen, så det er billigt, bæredygtigt og miljøvenligt, siger Amir Hussein, der har arbejdet med salt som udtryksmiddel gennem en årrække.

Amir Hussain laver portrætter i salt.
Amir Hussain laver portrætter i salt.
Foto: Alex Syrik

Og så er det væk

Men ét er, at materialet er utraditionelt. Noget andet er, hvad der sker med værket, når det er færdigt klokken 18. Det er nemlig heller ikke ligefrem klassisk:

- Når jeg er færdig, beder jeg én blandt publikum om at komme herhen og ryste tæppet. Så forsvinder værket på et øjeblik. Det gjorde da ondt i starten, men det er også netop det, der er magisk for mig og publikum: At opleve værket blive til. Og så kan man jo altid tage et billede af det, siger Amir Hussain.

Amir Hussain optræder i hele landet med sin saltkunst, men i denne uge er han at finde i toppen af Ny Vestergade i Odense klokken 12-18 hver dag til og med fredag.

Odense gennemsyret af kultur

Skabelsen af saltkunst er blot en af de mange hundrede kulturelle events, som Odense er fyldt med i denne uge under H.C. Andersen Festivals, en af Danmarks største kulturfestivaler.

Det er 10. gang, festivalen bryder løs i uge 34. Vanen tro er der et hav af mindre events rundt omkring på gader og stræder med performance, klovneri, musik og trylleri.

Derudover er der også helt store koncerter og events på Flakhaven, Amfi Scenen ved Brandts og i Munke Mose, hvor det store, gratis multimedieshow finder sted fra onsdag aften klokken 22 og de følgende aftener klokken 22 og 23.15

Se hele programmet her

Amir Hussain laver portrætter i salt.
Amir Hussain laver portrætter i salt.
Foto: Alex Syrik


Oversigt

    Oversigt