"De græske fascisters "succes" har inspireret fascister og nazister i Danmark til at forsøge et parlamentarisk gennembrud ved det forestående valg til kommuner og regioner. Her i region Syddanmark stiller hele 3 højreekstreme nationalistiske/fascistiske lister op.
Ingen kan fortænke nazister i Danmark i at forsøge at blive stuerene ved at stille op til demokratiske valg og kalde sig noget pænt i stil med Danskernes Parti eller Frit Danmark...."
Sådan begynder Lene Junker sin pressemeddelelse, hvor hun opfordrer folk til at boykotte det vælgermøde, TV 2/FYN og TV SYD sender direkte fra OUH søndag eftermiddag.
Lene Junker mener ikke, medierne eller de andre politiske partier skal deltage i en debat, hvor stærkt højreradikale partier som Danskernes parti, Jylland Først og Frit Danmark udbreder deres synspunkter.
I stedet opfordrer hun journalisterne på de to tv-stationer til at holde fagligt møde i stedet for at sende udsendelsen.
På spørgsmålet om det ikke er de indvandrerkritiske partiers demokratiske ret at ytre sig, selvom Lene Juncker finder deres synspunkter usmagelige, svarer Lene Junker:
- Jo, selvfølgelig er det det. men det er også min demokratiske ret ikke at deltage og opfordre andre til heller ikke at gøre det, siger hun.
Var blevet udenfor
Lene Junker er kandidat til Folketinget, og hun var ikke mødt op til valgudsendelsen, sådan som Enhedslistens kandidat til regionsrådsvalget Vibeke Syppli Enrum gør det.
- Nej, der er vi ikke helt enige. Jeg var blevet udenfor og havde deltaget i den fredelige demonstration sammen med de andre, der boykotter mødet, siger Lene Junker.
Du kan se udsendelsen direkte på TV Fyn klokken 15.20.