Smitte falder i Vollsmose trods modstand mod læger og isolation

Dokumenter bevidner, at der blandt nogle borgere i Vollsmose er en mistillid til læger, og at flere er imod selvisolation.

Der er registreret en mindre nedgang i coronasmitten for Odense-bydelen Vollsmose det seneste døgn.

Det viser tal fra Odense Kommune

Incidenstallet lå søndag på 579,7, men er nu faldet til 535,9, og mandag vidner tallene om seks nye smittede.

Smitten er dog fortsat markant højere i Vollsmose, end i resten af byen. Og ifølge notater fra en korrespondance mellem kommunen og Styrelsen for Patientsikkerhed, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i, kan det også være kulturelt betinget.

Det mener også rådmanden fra Venstre Christoffer Lilleholt.

- Man må sige, at både det, I viser (korrespondancen, red.), og den smitteudvikling, vi har haft over de sidste par uger i Vollsmose, viser med tydelighed, at det ikke kun er det, at man bor tæt, men at der også er nogle kulturelle barrierer, siger han.

Modvilje mod selvisolation

I notaterne fra korrespondancen mellem kommunen og styrelsen står der, at man på Indvandrermedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital vurderer, at der er mange i Vollsmose, som ikke har tillid til danske læger.

Derudover er der talrige eksempler på, at covid-vagten har lange samtaler med coronasmittede personer, som ikke ønsker at selvisolere sig.

Der er dog flere, der mener, at de problemer, der måtte være med adfærden i Vollsmose ikke er særegen for bydelen.

Christian Wejse, der er speciallæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital siger, at det i høj grad er ydre omstændigheder, der er med til at sprede smitten.

En årsag, som flere har peget på.

Altså at man bor i små lejligheder med mange beboere, at der er mange mennesker på samme område, ligesom at folk i Vollsmose også arbejder i udsatte stillinger.

På vej mod bedre tider

Christian Wejse er enig i, at der kan være et adfærdsproblem, men der slutter støtten til præmissen dog også.

- Spørgsmålet er, om den uhensigtsmæssige adfærd er særligt forekommende hos etniske minoriteter. Det er jeg ikke så sikker på, siger han.

Nishan Ganesh, der er frivillig og med i foreningen We respect Vollsmose, siger ligeledes, at han kan have sine tvivl om, hvorvidt problemet med adfærden er større i den odenseanske bydel.

- I min optik er der ikke et større adfærdsproblem her end andre steder, siger Nishan Ganesh, som er en af dem, der med frivilligt arbejde forsøger at dæmme op for smitten i området.

Han mener, at fortsætter man i samme spor i forhold til smitten, skal det nok blive bedre,

- Mere af det gode arbejde, så skal vi nok få bugt med det smittetrykket, siger Ganesh.

Her på TV 2/Fyn har vi fået adgang til kommunikationen mellem Odense Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed under Covid19-udbruddet i Vollsmose i starten af marts.        Den fortæller om borgere, der har mistillid til danske læger og som ikke ønsker at lade sig isolere.

Oversigt

    Oversigt