Indenrigsminister Kaare Dybvad Bek (S) mener ikke, at kommunale embedsmænd og politikere bør være i tvivl om, hvornår reglerne for partipolitisk propaganda er overtrådt.
Det fremgår af et svar til Dansk Folkepartis kommunalordfører, fynskvalgte Jens Henrik Thulesen Dahl, som har spurgt ministeren, om der er grund til at stramme op på reglerne efter, at det er kommet frem, at Odenses borgmester har deltaget i en skattebetalt annonce, som af Venstre og Konservative opfattes som politisk propaganda for skatteydernes penge.
Ministeren mener dog ikke, at der er behov for at skærpe reglerne på området.
- Der gælder en helt grundlæggende regel om, at den kommunale forvaltning skal være partipolitisk neutral. Forvaltningen må ikke yde bistand til borgmesterens partipolitiske aktiviteter, herunder valgkamp, lyder det i svaret fra ministeren.
Peter Rahbæk Juel optrådte for nylig i en stor annonce i en række aviser, hvor han kom cyklende og i annoncen brugte spalteplads til at fortælle om egne visioner frem for byrådets visioner.
Når ingen, hverken embedsmænd eller politikere, kan være i tvivl om reglerne, så må konklusionen jo være, at forvaltningen og borgmesteren i Odense bevidst har misbrugt midler til en kampagnereklame for borgmesteren
Siden har kommunens egne jurister gransket sagen med et 11 sider langt notat. Her konstaterer de, at borgmesterens optræden ikke er inden for rammerne for, hvordan den kommunale forvaltning kan kommunikere.
Sagen får dog ingen konsekvenser for borgmesteren, fordi embedsmændene efterfølgende har taget skylden.
- Borgmesteren har alene været forelagt tekst, men ikke annoncen i sin helhed med billeder, lyder stadsdirektørens begrundelse for at frikende borgmesteren for ansvar.
Minister: - Reglerne er klare
Indenrigsminister Kaare Dybvad Bek ønsker ikke at gå ind i den konkrete sag, fordi Konservative i Odense har klaget til Ankestyrelsen. Men på det principielle plan bør ingen være i tvivl om reglerne på området, siger han.
- Forvaltningen må ikke yde bistand til borgmesterens partipolitiske aktiviteter, herunder valgkamp. I 2017 sendte den daværende økonomi- og indenrigsminister et omfattende brev ud til alle landets kommuner om de kommunale forvaltnings muligheder for at yde bistand til kommunalbestyrelsens medlemmer. Det er et gennemgående budskab i denne vejledning, at den kommunale forvaltning skal agere partipolitisk neutral. Så den grundlæggende regel mener jeg ikke, at nogen bør være i tvivl om, siger ministeren.
Jens Henrik Thulesen Dahl er tilfreds med, at ministeren nu har skåret reglerne ud i pap, men han understeger, at der på ingen måde er sat punktum i sagen.
- Når ingen, hverken embedsmænd eller politikere, kan være i tvivl om reglerne, så må konklusionen jo være, at forvaltningen og borgmesteren i Odense bevidst har misbrugt midler til en kampagnereklame for borgmesteren. Jeg mener, at borgmesteren på den baggrund som minimum skulle betale pengene tilbage.
- På baggrund af de foreliggende oplysninger vil jeg forvente, at forløbet bør have konsekvenser for både forvaltning og borgmester. Jeg vil naturligvis følge sagen i Ankestyrelsen og forholde mig til styrelsens afgørelse, når den foreligger i forhold til, om der er behov for at tage sagen op igen, siger kommunalordføreren.
Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) ønsker ikke at kommentere sagen overfor TV 2 Fyn.