Mor til tre: Selvfølgelig skal der være plads til rejser uden for skolernes ferier

Jane Callesen deltager i debatten om dét at rejse uden for skoleferierne med sine børn.

I november sidste år pakkede Jane Callesen og hendes tre børn kufferterne og rejste til Sydafrika for at lave frivilligt arbejde. Det skete midt i skoletiden, men det skal man kunne, mener hun.

I et opslag på LinkedIn, spørger Jane Callesen: Er det ok at tage sine børn med ud at rejse uden for skoleferierne, eller skal man altid holde sig til de fastlagte (dyre) uger i højsæsonen?

Det har været diskuteret før. Men det er stadig et ekstremt vigtigt spørgsmål at stille, mener Jane Callesen, der til dagligt arbejder med kommunikation i Odense.

- Som hovedregel prøver jeg at placere vores rejser og ferier inden for normale ferieperioder. Nogle gange opstår der så muligheder, der passer ind lige der, hvor vi var, siger hun.


Børnene er til låns

Debatten har tidligere peget i retning af, at det kan gå ud over en klasse, hvis forældre vælger at rejse med deres børn i tide og utide. Det har Jane Callesen fuld forståelse for, og hun anerkender, at det ikke skal være alle familiens ferier, der ligger uden for de normale perioder.

Men hun mener, at der i et liv med faste rutiner og travle hverdage skal være plads til at tage et afbræk og stikke af.

- Barndommen genudsendes ikke, tiden er vores vigtigste ressource. Jeg har mine børn til låns, og hverdagen går hurtigt. Vi skal skabe tid og ro til at være sammen.

Men kan det ikke lade sig gøre inden for de normale ferieperioder?

- Jeg synes, der skal være plads til, at rejser passer ind i den enkelte families liv. Det skal ikke være sådan, at man altid rejser udenfor normalen, men der skal være plads til rejser i løbet af et skoleliv. Her passede det ind økonomisk, og vi kunne blive en del af det frivilligheds-program, vi gerne ville i Limpopo.

Jane Callesen blev, ifølge hende selv, så inspireret af ferien med børnene, at hun håber at hjælpe andre afsted på lignende rejser fremover.  

- Vi lærte så meget, og det gjorde børnene især. Der var daglige opgaver, hvor dyr skulle passes, og der blev talt mange forskellige sprog. Børn vokser af at blive kastet ud i nogle anderledes oplevelser og opgaver, de lærer at mestre noget helt nyt, som jeg tror er altafgørende for, at de lærer at stå på egne ben og får selvtillid, siger hun. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt