Fremover kan fynboer der tager bussen på arbejde lige nå at få en nyhedsopdatering undervejs.
FynBus og TV 2 NEWS har indgået en aftale om, at 24/7-nyhedskanalen fremover vil blive vist på udvalgte regionalbusser.
- Vi er glade for at kunne tilbyde kunderne nyheder i busserne, når de fremover rejser med FynBus, og vi håber, at de vil tage godt imod den nye service, siger direktør for FynBus, Carsten Hyldborg-Jensen.
FynBus begynder at vise TV 2 NEWS i 10 busser på rute 151-152 fra og med uge 11. Herefter vil TV 2 NEWS blive udbredt løbende til resten af regionalbusserne inden sommerferien.
Kanalen bliver uden lyd. I stedet bliver udvalgte tv-indslag sendt med undertekster.