Nordfyns Bank overtager lokalerne på Dalumvej 30, hvor Vestjysk Bank i dag har bankfilial, og stort set samme dag som de lukker deres filial er Nordfyns Bank klar til at åbne.
Filialen overtages torsdag den 31. oktober og samme dag rykker lokale håndværkere ind og sikrer hen over weekenden at nye farver og skilte får lokalerne til at ligne en filial af Nordfyns Bank.
Allerede onsdag den 6. november åbnes dørene til Nordfyns Bank i Dalum og fredag den 15. november inviteres der til Grand Opening.
- Det er gået væsentlig hurtigere end vi havde forventet, siger administrerende direktør Holger Bruun., og fortsætter:
- Vores oprindelige planer skød vi til hjørne, da vi fik en henvendelse om mulighed for at overtage lokalerne på Dalumvej 30. Vi har oplevet en fantastisk hurtig og smidig operation, der har involveret udlejer, offentlige myndigheder m.v., og det er klart en forretningsmæssig fordel for os, at vi kan starte op fra dag 1 i lokalerne på Dalumvej frem for at vores nye medarbejdere skulle være "udstationeret" på Skibhusvej i 3 måneder eller mere.